Så er vi hjemme i Danmark igen - læs her, hvordan Adam falder til.
Mandag d. 24. december 2007 - Juleaften

Juleaftensdagsmorgen startede med morgenbordet og derefter åbning af de sidste gaver i julesokkerne. Adam var så heldig, at der var en mundharpe i hans julesok. Emma var så heldig, at der var en Ipod oplader i hendes julesok.
Efter morgenmaden gik Adam og mor i gang med at ordne den and, som vi skulle have med til farfar og farmor. Adam syntes, den var meget interessant. ”Qua-qua go to farfar” (anden skal med hjem til farfar) blev han ved med at sige 🙂.
Da anden var ordnet og klar til at sætte i ovnen, overtog far køkkenet og lavede selleri-æblesalat. Adam begyndte at kede sig lidt, så far og mor tryllede lige en gave frem. Det var en lille Lego-Duplo bondegård, som Adam havde fået af mors faster Laila og onkel Bertel. Det var rigtigt spændende. Emma blev også helt bidt af det, og der blev leget længe på gulvet.
Så var det tid til frokost, og bagefter tid til Adams middagslur. Da han havde sovet i en time, vågnede han og kaldte på mor, der gik ind til ham. Han lå stadig i sengen og så meget søvnig ud, så mor vendte ham om på den anden side og sagde, at han skulle sove videre. Det gjorde han, og da han havde sovet endnu fem kvarter, vågnede han og var frisk: ”I want to go to farfar!” var det første han sagde, da han vågnede.
Efter lidt mere leg var det tid til at klæde om. Adam glædede sig meget til at få sit nye tøj på – det havde han snakket om hele morgenen. Han følte sig meget fin, kunne vi se, da han fik tøj på 🤩. Adam og far havde mørke bukser og lyseblå skjorter på. Adam havde også en slipover på. Emma og mor havde sorte kjoler på, så vi var alle meget fine 🤩.
Så var det endelig tid til at komme ud ad døren. Klapvognen blev pakket med Adam og en papkasse med en varm and, sovs og selleri-æblesalat. I kurven nedenunder var der lidt julegaver – den store sæk med gaverne havde farfar og farmor fået hjem i lørdags. På fars ryg var en stor rygsæk med Adams dyne og pude, lidt tøj, bleer m.m. På Emmas ryg var også en lille rygsæk med skiftetøj m.m., og mor koncentrerede sig om at balancere med papkassen ovenpå Adam. And, gaver og øvrigt habengut nåede sikkert frem 😀.
Farfar og farmor var glade for at se os alle sammen. Faster Melinda og Dan var allerede kommet. Adam syntes, at juletræet var rigtig flot. Han glædede sig mest til at danse om juletræet. Han havde ingen forventninger om at få gaver – mon ikke, det er sidste jul, det er sådan? . Imens farmor lavede maden færdig, sad far og Adam i stuen og læste julebøger, og Adam sad også lidt hos Emma i køkkenet og underholdte farmor. Så kom oldemor og oldefar, så nu var vi endelig samlet alle sammen for første gang i flere måneder – dejligt 😀.
Så var det tid til at gå til bords. Adam glædede sig til at sidde i sin høje stol, og han skulle endda sidde lige ved siden af farmor – det kunne vist ikke være bedre 😉. Adam smagte på det hele. Det bedste var vist flæskesværene og de brune kartofler. Der røg dog også flæskesteg, rødkål, hvide kartofler, sovs og lidt and ned. Farmor og Adam sad rigtigt og hyggede. Ind i mellem kom der en ekstra flæskesvær og en brun kartoffel hen på Adams tallerken .
Så var det tid til ris a la manden. Adam var godt mæt, og da mor kom lidt kirsebærsovs på, havde Adam faktisk kun lyst til at røre rundt – der kom ikke så meget ned i maven 😉. Så var det så heldigt, at Emma faktisk fandt mandelen, så hun fik mandelgaven (chokolade). Farfar og farmor havde bestemt, at hvis Emma fandt mandelen, skulle Adam også have en mandelgave. Adam fik en meget, meget sjov lille bil – en monstertruck, som kunne køre rigtig hurtigt, når man trak den tilbage først. Det fik vi et stykke tid til at gå med, mens vi sad og spiste færdigt. Den kunne faktisk køre fra den ene ende af bordet til den anden. Den var Adam virkelig glad for. Og storesøster Emma var selvfølgelig glad for, at hun havde vundet mandelgaven 😀.
Så var det tid til at rydde lidt op i køkkenet, inden vi skulle danse om juletræet. Vi skiftedes alle sammen til at finde på en sang, vi skulle synge. Det blev – så vidt vi husker – til følgende sange: Højt fra træets grønne top, Et barn er født i Betlehem, På loftet sidder nissen, Happy Birthday to you (den sang og valgte Adam 🤩), Juletræet med sin pynt, Nu’ det jul igen, Julen har bragt velsignet bud, Dejlig er jorden, Glade jul og en til, som vi ikke lige kan huske . Adam syntes, det var rigtig sjovt at danse om juletræet. Selv om han ikke kendte sangene og ordene, sang han med alligevel, og da vi kom til ’Nu’ det jul igen’, var det jo rigtig sjovt at løbe igennem hele lejligheden .
Så var det tid til at finde pakkerne frem og lægge dem under juletræet. Der var rigtig mange pakker! Den første pakke var til Adam fra farfar og farmor. Det var en Lego-Duplo Zoologisk have. Mor hjalp med at pakke den ud og samle de forskellige bure. Det gik der lang tid med for Adam. Det var godt for ham, at han havde ro til at sidde i et hjørne af stuen og lege – skiftevis med far og mor – mens der blev pakket rigtig mange pakker ud i resten af stuen. Emma fik bl.a. et mini-anlæg af mor, papau og Adam, og det blev hun rigtig glad for.
Så blev det tid til Adams næste gave. Det var en stor brandbil med lyd fra faster Melinda og Dan. Det var også et stort hit! Adam fik også en badekåbe og en bluse med Rasmus Klump af oldefar og oldemor. Så var der en fællesgave til far og Adam: Et cykel traktorsæde til fars cykel, så Adam kan sidde der sammen med far! Det skal nok blive rigtig sjovt! 😀 Så var det tid til gaven fra Emma, far og mor: En blå cykel! Den blev Adam rigtig glad for. Op på cyklen og rundt om træet – far skubbede bagpå, for Adam havde slet ikke styr på, at han skulle træde på pedalerne, og det dér med at styre gik ind imellem mindre godt 😲. Der er i hvert fald til mange timers sjov på den cykel 🙂.
Nu var klokken omkring halv ti, og Adam var ved at være træt. Mor gav ham nattøj på, og han børstede tænder med far, og så var det tid til at sige godnat til farfar, farmor, oldemor, oldefar, faster Melinda og Dan og Emma. Far læste godnathistorie for Adam og puttede på fars gamle værelse. Der gik dog ikke mere end ca. 10 minutter, før Adam skreg i vildens sky. Han havde fået øje på sovedyrene, som åbenbart så meget farlige ud. Adam kom op på mors arm og lå der og puttede et stykke tid. Så blev Adam puttet igen, men der gik ikke længe, før han kaldte – denne gang på far. Det gentog sig et par gange, og så måtte Adam op og ligge i arm igen. Det gjorde han skiftevis hos mor og far den næste time, og først ved ellevetiden kunne far lægge Adam i seng. Denne gang blev han liggende. Han sov til ca. kl. ni næste morgen. Der var dog lige en gang i løbet af natten, hvor Adam satte sig op i sengen og råbte: ”Farfar!” Mor sagde, at alt var ok, og at han skulle sove igen, og det gjorde han 😲.
Det var en rigtig hyggelig Juleaften hos farfar og farmor sammen med hele familien. Adam hyggede sig, dansede, grinede, spiste, fik lige tilpas med gaver – alt var, som det skulle være ved Adams første jul i Danmark 🙂.
              

Søndag d. 23. december 2007

Så blev det dagen før jul. Adam sov til kl. 8, og så stod Adam og mor op og vækkede Emma, for hun skulle synge i kirken. Uheldigvis havde Emma fået ondt i halsen, så hendes stemme var meget rusten. Vi skyndte os at lave et par kopper te med honning til hende, men det hjalp desværre ikke nok til, at hun kunne synge. Hun meldte derfor afbud til dirigenten. Da mor havde lavet morgenmad, gik Emma og Adam op og vækkede far, som nød at sove længe.
I dag skulle vi åbne de sidste adventspakker fra farfar og farmor. Det var rigtig hyggelige gaver. Julemanden havde minsandten også været der med noget i sokkerne.
Her til eftermiddag kom Lotte, Jack, Heidi og Johnny fra Vråby. Vi skulle bytte julegaver, og de glædede sig meget til at hilse på Adam. Adam var lige vågnet af middagssøvnen, da de kom. Jack skulle straks se nærmere på Adams biler. Der var jo ikke så mange, så Jack interesserede sig mere for Brio banen. Vi tog kassen med ovenpå, hvor vi sad og spiste æbleskiver (det kan Adam rigtig godt lide, fandt vi ud af ). Vi var lidt spændt på at se, hvad Adam ville sige til, at Jack lånte hans legetøj, for alt Adams legetøj hedder for det meste ”my own”. Det er fordi han stadig ikke helt har vænnet sig til, at det ER hans, og at der ikke kommer andre børn og tager det fra ham, som det skete på børnehjemmet. Der var dog slet ingen problemer. Jack byggede en togbane, og Adam satte toge og biler på banen og kørte med dem. Så fik Jack øje på klaveret. Han spurgte, om han måtte spille, og han fik et par høretelefoner på. Så ville Adam også spille, og han fik også et par høretelefoner på. Så stod de begge der og spillede – det var hyggeligt. Adam fik øje på, at Jack ikke havde sko på, så Adam smed sutskoene – det er første gang, vi har set det. Det var tydeligt, at her var kommet en dreng, som Adam så op til.
Lotte og Emma tegnede lidt, og så ville Adam også være med. Jo, der skete en del på den 1½ time familien fra Vråby var her 🤩.

I morgen er det Juleaften, så der skriver vi ikke dagbog her på hjemmesiden, men i løbet af juledagene skal vi nok fortælle, hvordan
aftenen gik for Adam, og mon ikke vi også har et par billeder, vi kan lægge ind 😉.

Lørdag d. 22. december 2007

I går var der lige en pause med dagbogen – mor var til julefrokost, og far var hjemme hos Adam. Far og Adam købte ind i går, efter Adam havde sovet til middag. Adam og far legede også med Brio banen. Mor ringede hjem for at høre, hvordan det gik. Adam ville også snakke med mor. Uheldigvis skete der det, at Adam faldt i telefonledningen, da han havde talt med mor. Han faldt og slog sin overlæbe, så den blev helt hævet . Det blødte meget, men heldigvis var det hurtigt overstået. Det hjalp at se Pyrus, og senere fik Adam også lidt is at spise – det var dejligt.
Mor nåede lige hjem, så hun kunne kysse Adam godnat, inden han skulle i seng. Mor havde også en pakke med fra skolen til Adam, som han pakkede op. Det var noget meget fint tøj, som Adam skal have på Juleaften. Bare vent – I skal nok få det at se her på hjemmesiden 😎.

I dag sov vi længe. Fra i dag af har både far og mor orlov og skal først på arbejde igen d. 5. maj. Det er bare skønt!
Far var en tur i Køge og hos farfar og farmor med gaver, og Emma har siden i går været hos sine søstre i København. Adam har hjulpet mor med at pakke de sidste julegaver ind – der blev brugt en del klisterbånd….. 🤩.
Til frokost fik Adam for første gang makrel i tomat, og det kunne han rigtig godt lide. Bagefter sov Adam til middag i to timer. Da han stod op, var han stadig træt, men efter 10 minutter på skødet af mor, var han fuld af fart igen. Læben har det meget bedre i dag og er ikke nær så hævet, som den var i går – heldigvis.

Torsdag d. 20. december 2007

I går – efter vi skrev dagbog – spiste vi aftensmad. Vi fik ribbenssteg. Adam fik en portion med mosede kartofler, lidt rødkål, lidt sovs, en skive ribbenssteg, der var skåret ud og et par flæskesvær ovenpå. Vi var spændte på, hvad han sagde til det måltid. Da han først havde taget flæskesværene i munden, var han solgt til stanglakrids – de smagte godt nok godt!  Så kastede han sig over resten af maden, som også blev spist med velbehag. Til sidst var der nogle ribben tilbage, og Adam spurgte, om han måtte få et. Det måtte han selvfølgelig, og han var fuldstændig vild med det. Det bliver vist ikke noget problem at få den lille mand til at spise juleaften 😉.
Da mor havde haft Adam i bad, var det puttetid, og det var fars tur til at putte. Mor og Emma trillede havregrynskugler – superhyggeligt 🤩.
Her til morgen stod vi op ved 7-tiden. Far tog på arbejde, og Emma tog i skole for sidste gang inden juleferien. Mor og Adam så lidt morgenfjernsyn, inden vi tog tøj på og gik over til bussen for at tage til Køge og købe de sidste julegaver. Det gik fint. Omkring halv tolv mødtes vi med Emma ved Café Vanila, hvor vi gik ind og spiste frokost. Emma fik et tunfiskesandwich, og mor og Adam fik skinkeomelet med kartoffelbåde og salat til. Adam spiste lidt omelet og mange karfoffelbåde – det var han helt vild med. I det hele taget var det en fornøjelse for moren at være på café med sine to børn. De smådrillede hinanden som søskende nu skal, og det var bare hyggeligt 🙂. Bagefter tog Adam og mor hjem, for Adam var træt, og Emma skulle købe endnu et par julegaver. Adam var lige ved at falde i søvn i bussen, men det lykkedes mor at holde ham vågen. Til sidst blev han rigtig sur over, at mor ikke ville tage ham op af klapvognen, men det er ikke så nemt at bugsere både klapvogn og Adam ud af bussen, hvis ikke Adam sidder i klapvognen. Det hjalp på humøret, da vi stod af bussen, gik hjem og fik en tør ble på, og Adam fik et kys og blev puttet. Han sov 1½ time til middag. Da han vågnede igen, var Emma kommet hjem og havde overstået alle sine julegaveindkøb.
Senere skulle Emma til kor, og mor og Adam legede. I dag kommer far først sent hjem, for der er afslutning på skolen i morgen, og far skulle sætte udstyr op i kirken, så bandet var klar til at spille fra morgenstunden.
I morgen skal mor til julefrokost, så hvis der ikke bliver skrevet i dagbogen i morgen, er det fordi far har valgt at lege med Adam i stedet for 🙂.

Onsdag d. 19. december 2007

I dag har vi egentlig ikke lavet noget ud over det sædvanlige, og vi har ikke taget nogen billeder.
Vi har været ude at købe ind, og Adam sad i bilen. Vi mødte Bente og Bodil, som er ledere af den børnehave, hvor Adam skal starte til april. De har mødt Adam før og hilste glade på ham. Han sagde ”hej, hej”, da de gik videre for at handle ind, og da han fik øje på dem igen senere i supermarkedet, råbte han igen ”hej, hej!” og det blev han ved med, indtil de gik ud ad butikken 😀.
Da vi kom hjem, ordnede vi lige lidt vasketøj, og det blev også til en gyngetur på legepladsen.
Så var det frokosttid og bagefter sovetid. Så kom Emma hjem, og et par timer efter kom far hjem. Da far kom ind ad døren (efter at have købt en meget hemmelig julegave til Adam, som nu står hos farfar og farmor, til Adam skal åbne den juleaften…..), sad Emma og Adam på badeværelset – Adam på potten og Emma på toilettet – man er vel søskende 😉.

 

Tirsdag d. 18. december 2007

Helt sædvanlig morgen, formiddag og middag. Da Emma kom hjem fra skole, tog Emma, Adam og mor bussen til Køge og toget derfra. Far stod på i Greve, da han havde fri fra arbejde. I dag havde vi nemlig besluttet at tage til julemarked i Tivoli. Adam syntes, det var vildt spændende at køre i S-tog – det var lige før, det var Tivoli tur nok for ham. Da vi kom ind i Tivoli, var Adam meget interesseret i de mange forlystelser, lys og lamper. Der var ikke så mange mennesker, hvilket gjorde at det faktisk var behageligt at være i Tivoli i denne måned. Adam kørte i karrusel med Emma og mor. Han red på en hest. Senere skulle Emma og mor prøve Dæmonen, og for jer der ikke ved, hvad Dæmonen er, kan vi fortælle, at det er en voldsom rutchebane, hvor man bliver kastet rundt på hovedet mange gange 🤒. Adam og far kunne høre mor skrige vildt , da Dæmonen kørte igennem loopet. Bagefter så vi på det skrækindjagende billede, der var taget, mens mor og Emma sad i deres sæder. Mor sagde, at hun troede, hun skulle dø.
Så var det tid til, at Adam og far skulle køre veteranbil. Det syntes Adam var rigtigt sjovt, og da turen var slut, ville han køre igen. Under Tivolis koncertsal er der bygget et kæmpe saltvandsakvarium, som vi var nede at se. Det var meget spændende. Der var bl.a. hajer og muræner og en rokke. Adam turde dog ikke komme helt tæt på – han troede, fiskene ville bide ham. Selv om vi lagde vores hænder på glasruden, kunne vi ikke få ham til at forstå, at fiskene ikke kunne røre ham.
I Tivoli spiste Adam og Emma pizza, og far og mor spiste flæskestegssandwich. Derefter gik vi over på Hovedbanegården og tog toget hjem. Da vi kom til Køge, var bussen kørt, så vi tog en taxi resten af vejen hjem. Adam var træt, så det var nemt lige at give ham nattøj på, børste tænder, læse godnathistorie og putte ham. Han sov, da klokken var kvart over syv.

Mandag d. 17. december 2007

I dag sov vi længe, for far skulle først møde kl. 11, så vi havde god tid til at morgenhygge sammen. Adam fik igen et æg af Julemanden i sin sok, og sandelig om der ikke var en fisk i ægget! Den skal med i bad i aften.
Da far var taget af sted, gik Adam og mor ud og købte ind. Så var det tid til frokost og derefter middagslur. Efter middagsluren kom Emma hjem, og det var bare lykken. Så kom far hjem. Imens Adam, Emma og mor så ’Pyrus’, lavede far mad. Vi skulle have spaghetti carbonara med bacon og broccoli. Det sidste var Adam ikke vild med, så han måtte have en ny portion uden broccoli. Så fik han også dessert – jordbærgrød med fløde. Det kunne han rigtig godt lide .
Så var det tid til aftenbadet, hvor fisken jo skulle med. Det var sjovt 😀.

 

Søndag d. 16. december 2007

I dag sov Adam til omkring halv ni. Far og Adam lavede morgenmad, og Adam spiste grød og kiggede i sokken (der var en film med Alfons Åberg!), før Adam og far vækkede mor, og Adam sagde: ”Goodmorgen, mor!” Så stod mor op, og vi spiste æg og boller. Så var det tid til at åbne adventspakkerne fra farmor og farfar. Adam fik to gode bøger med Peter Pedal, og far og mor fik en rigtig hyggepakke med lys, chokolade, servietter og honning med citron – mums .
Efter morgenmaden pakkede vi nogle julegaver ind, printede julekort ud og ryddede lidt op. Imens dansede Adam rundt til ’Europe’ og ’Åh Abe’.
Efter frokost var det sovetid for den lille mand, og ved to-tiden kom faster Melinda og Dan på besøg. Adam sov endnu, men det varede ikke længe, før han vågnede. Vi havde fortalt ham, at vi fik gæster, men alligevel kiggede han lidt, da der sad to i sofaen, da han stod op. Mor sagde, at det var faster og Dan. Mens Adam sad på potten efter middagsluren, sagde han: ”I want to go to Dan” – han var meget interesseret i, hvem det var, der sad deroppe i sofaen. Faster gav Adam en lille rystekugle med en snemand, et juletræ og så selvfølgelig sne. Bagefter fik vi et lille show – Adam spillede mundharpe, guitar og klaver. Så fik krokodillen bank, og efterhånden som timerne gik, blev Adam mere og mere modig – først gik han hen ved siden af faster. Så satte han sig imellem faster og Dan. Så satte han sig på skødet af faster og kiggede i et magasin fra Nigeria, og til sidst lagde han sig ovenpå Dan og faster og lod som om, han sov. Ind imellem kom han over til skiftevis far og mor, så vi er ikke så bekymrede for hans forholdsvis fordomsfrie tilgang til dagens gæster.
Da faster og Dan var gået, gik vi i gang med at lave mad. Imens vi spiste, trænede vi lidt dansk, og Adam kan nu næsten af sig selv hver gang sige: ”Må jeg få…..”, når der er noget, han gerne vil have. Jo, det går langsomt fremad. I dag var der dog et par smuttere, hvor han kom til at kalde faster for Fister 😉. Det er heller ikke nemt…..

Lørdag d. 15. december 2007

I dag lå vi i vores seng helt til kl. halv ni. Der havde været lidt uro i Adams seng i ½ times tid, men han havde ikke kaldt på os eller sagt noget, så vi lå bare helt stille. Så løftede far hovedet for at se, hvad Adam lavede. Han sad bare lige så stille i sin seng og kiggede på os og smilede over hele hovedet 🙂. Der blev mor og far lige bløde om hjertet 🤭.
Den kvikke læser vil have bemærket, at der i går stod i dagbogen, at far skulle til julefrokost. Far var derfor ikke SÅ frisk her til morgen 🤒. Da sønnike løb ind i stuen og hentede sin guitar og – ikke mindst – fars mundharpe var far lidt træt, men stod straks op og greb sin guitar og spillede med. Imponerende! Far var dog ikke så vild med de høje toner på mundharpen…. 😲.
Da vi havde spist morgenmad og kigget i julesokkerne, gik Adam igen helt amok til ’The final countdown’ med Europe. Noget af det kan ses på videoen ’Helt amok’, som vi har lagt ind her på hjemmesiden.
Efter Adams morgenshow tog vi bussen til Køge for at købe julegaver. Adam løb også rundt foran Skitsesamlingen for at strække benene. Så mødte vi Oldemor, som var ude for at kigge efter julegaver. Til sidst var Adam træt, så vi tog et hurtigt indkøb i DøgnNetto, hvor vi bl.a. lige købte en banan og en juice til Adam. Det blev sat til livs i bussen på vejen hjem. Det hjalp lidt på humøret, og da vi kom hjem, spiste vi frokost. Far skyndte sig hjem til farfar og farmor for at hente adventsgave og fars gamle Briobane, men far nåede at komme hjem, så han kunne sige godnat til Adam, inden det var tid til middagslur. Det blev lidt sent, men vi fik alle sammen ca. 2 timer på øjet.
Da vi vågnede, var vi helt enige om, at aftensmaden ikke skulle produceres her, så far hentede kyllingesandwich på ’Elverhøj’. De var gode – det syntes Adam også.
Så skulle der lige kigges nærmere på Briobanen. Da Adam så, at far havde den med hjem, sagde han med rynket pande til far: ”It’s farfar og farmor own!” Uha, far havde taget farfar og farmors egen Briobane med hjem! Far fik dog hurtigt forklaret ham, at det faktisk var daddys own Briobane. Det så dog ikke ud som om, Adam bare godtog den forklaring, men det var ok at lege med far alligevel.
I dag er der vist nok VM i håndbold. Det er vi ret ligeglade med her i huset men ikke i dag, for det betyder, at Pyrus ikke kom kl. 17, som han plejede, og det kan Adam slet ikke forstå. Vi må se, om han kan holde sig vågen til kl. 20.

Fredag, d. 14. december 2007

Har man nogensinde hørt om nogen, der har fået ET ÆG af Julemanden?! Det havde Adam i hvert fald ikke, da han kiggede i sin julesok her til morgen. Han så meget forbavset ud, da han trak hånden op af sokken og så et æg i sin hånd. ”Julemand give me æg?!”, sagde han. Både far og mor havde meget svært ved at holde masken, da vi så Adams ansigtsudtryk. Jo mere han fik pakket ægget ud, jo mere forbavset så han ud: Først tog han Peter Plys sølvpapiret af. Indenunder var der en hvid og en brun halvdel. Mor viste ham, at ægget raslede, så han prøvede at åbne ægget. Inden i ægget var der et plasticæg. Inden i plasticægget var der legetøj! En lille Ninkaninus figur, der løb på løbehjul. Da far så sagde, at den hvide og den brune halvdel var lavet af chokolade og kunne spises, så Adam endnu mere overrasket ud. Så tog han en bid og sagde: ”I eat æg!” Jo, han er fuld af overraskelser, den Julemand…
Da far var taget i skole, så Adam og mor morgenfjernsyn. Der var noget med Martin og Ketil, som fløj rundt i en rumraket med Julemanden. Det var ret sjovt, syntes Adam.
Så var det tid til at tage tøj på og gå op og købe ind. Adam skulle selvfølgelig sidde i bilen igen. I dag var han mere kæk og sad og sagde: ”Bib, biiiiib!” (Det betyder dyt, dyyyyt…..). Hvis mor ikke lige kørte den vej, som Adam syntes vi skulle, sagde han: ”We go this way!” Så måtte mor lige køre ned forbi bleerne igen 😉.
Da vi kom hjem, var det ved at være frokosttid og derefter tid til middagsluren. Da vi havde sovet, lavede mor kaffe, og Adam fik kakao og banan. Så kom far hjem. Mor sad og skrev julekort, og så ville Adam høre musik. Han er helt vild med ”The final countdown” med Europe, som far, mor, Emma, farfar og farmor hørte på Samsø Festivalen i sommer. Så hopper han rundt med armene over hovedet, og hvis hele familien vil være med, er det det bedste .
Far skal til julefrokost i aften, så han skulle lige have et bad. Adam ville med ud på badeværelset, så han sad og legede på gulvet, og far kiggede frem bag forhænget en gang imellem. Mor kom også derud, fordi hun skulle på toilettet. Så sagde Adam: ”Mommy, go to Fister!” Der skulle ingen kvindfolk derud, når Adam og far mandehørmede 🤨.
Her mens mor skriver dagbog, ser far og Adam dvd med John Mayer. Når John Mayer synger, siger Adam til far: ”He cries”, fordi han ser så skabagtig ud, når han synger . Mens John Mayer trykker den af med en solo, sidder Adam og trommer på jimben – jo der bliver jammet ovenpå 😎.
Når far tager til julefrokost, er Adam og mor alene hjemme, og vi skal hygge med risengrød i aften. Bagefter skal Adam i bad, og så gælder det ellers om at holde den lille mand vågen så længe som muligt, så vi kan sove længe i morgen 🤩.

Torsdag d. 13. december 2007

I dag sov vi til kl. 6.30, for far skulle først være på arbejde kl. 9. Igen var der dejlige ting i sokkerne: I Adams to balloner og en lille pose vingummi, i fars en lille æske chokolade og i mors et hjemmelavet julehjerte med brændte mandler i.
Da far var taget af sted, så Adam og mor lidt morgenfjernsyn. Vi snakkede også lidt om, at vi jo skulle med bussen til doktoren om eftermiddagen, og at doktoren jo skulle stikke Adam i armen. Det var Adam helt med på. Han var selvfølgelig ikke glad for det, men det hjalp at vide, at vi først skulle køre med bus.
Imens vi spiste frokost, sagde Adam: ”I go to bu doctor.
Mommy wear my hand, daddy wear my hand. Hm?” (Jeg tager bussen til doktoren, og mor og far holder mig i hånden, ik’?) Det svarede mor selvfølgelig ja til 🤔.
Da Adam havde sovet til middag – mor måtte vække ham efter 1 time og et kvarter – spiste han en banan og drak kakao, inden vi gik over og ventede på bussen. Da vi stod af, stod far og ventede på os på stationen. Så gik vi lige en smut på biblioteket, inden vi gik over til lægen. Adam kastede sig straks over legetøjet, som han kunne huske fra sidste gang. Så blev vi kaldt ind, og Adam sad på skødet af mor. Adam blev først vejet, og han vejer 11,35 kg. Så blev han målt, og han er 91 cm lang. Så lyttede lægen til hjerte og lunger, og alt var som det skulle være. Far skulle tage billeder, men han glemte helt, at doktoren skulle med på billederne… . Så var det jo tid til det mindre sjove: Vaccinationerne. I dag skulle Adam vaccineres to gange. Fordi han stadig har en knude i armen fra sidste vaccination, syntes lægen, at han skulle stikkes i lårene, så Adam stod på mors ben og kiggede på mor, mens lægen lynhurtigt stak først i det ene ben og så i det andet. Adam syntes ikke, det var ret sjovt, så han skreg ret højt. Han holdt dog hurtigt op, da det var overstået . Han fandt nemlig ud af, at doktoren havde slik. Adam valgte to stykker – et stykke chokolade og et bolsje -, for han var jo blevet stukket to gange, og så var det hele glemt.
Bagefter fik vi købt et par julegaver og købt ind, og så tog vi bussen hjem. Da vi kom ind ad døren, skulle Adam tisse. Han sad på potten og tog sig til benene, der nu var blevet lidt ømme 🤔.

Onsdag d. 12. december 2007

I dag stod vi op kl. 6, og Adam var som altid frisk med det samme. Vi spiste morgenmad, og halv syv blev Emma vækket. I julesokkerne var der igen i dag skønne ting: I Adams var der en lille bog om en togrejse og en lille chokolade, i Emmas sok var der et hårbånd og en lille chokolade, i fars julesok var der en chokoladejulemand, og i mors julesok var der karameller – mums!
Da mor og Adam havde sagt farvel til far og Emma, så vi lidt morgenfjernsyn. Så var det tid til at få tøj på. Mor skulle ordne vasketøj, og imens gik Adam rundt iført fire (!) nissehuer, mens han dansede til sangene på ’Åh Abe’. Ind i mellem smed han nissehuerne over i mors vasketøjsbunker, og så løb han skraldgrinende væk igen. Så løb mor efter og kastede nissehuerne efter Adam, og så grinede Adam igen . Det kunne vi få et godt stykke tid til at gå med.
Så gik vi på vaskeriet, og da vi havde sat maskinerne i gang, gik vi hjem efter klapvognen. Adam så to hunde på stien, så han løb det meste af vejen op til SuperBest, fordi han legede, at hundene var efter ham . Da vi kom derop, satte vi klapvognen udenfor, for indenfor kan man nemlig tage en vogn, der ser ud som en bil. Adam styrede bilen hele vejen igennem SuperBest og tænk jer – han kørte lige hen til de ting, som mor skulle købe – det var helt fantastisk! 😉.
Så gik vi hjem igen. Vi læssede indkøbene af og gik ud og gyngede. Adam faldt af gyngen en enkelt gang, fordi han lige glemte at holde fast, men han kom hurtig op på gyngen igen. Så gik vi over og hentede vasketøj. Da vi kom ind, skyndte vi os at lave frokost. Adam spiste en gulerod og en lille tomat, fire madder og en pakke cheesedippers, og så var han klar til at sove til middag. Det blev til 1½ time i dag. Bagefter var Adam klar til at spise banan og drikke kakao. Så gik mor og Adam i gang med maden. Mor skulle brune en farlig ko i en gryde, og det larmede rigtig meget 😀. Så kom far hjem, og kort tid efter kom Emma også hjem. Hun skal hjem til Mikkel-Emma-Daddy i dag, så Adam og hende hyggede sig lidt på Emmas værelse, mens Emma forklarede ham, at hun snart blev hentet og ikke skulle spise her. Det er Adam begyndt at forstå. Så skrællede far og Adam kartofler, inden det var tid til at se Pyrus.

Tirsdag d. 11. december 2007

I dag sov vi længe, for Emma blev hjemme fra skole, fordi hun og mor skulle til kiropraktoren i København. Far havde en omsorgsdag, og han startede med at give omsorg til hele familien ved at lave morgenmad 🙂. Der var sjove ting i sokkerne her til morgen: Adam fik en ballon med mariehøns på og en lille pose vingummi, Emma fik et blad med en plakat af Johnny Depp og en lille pose lakrids, far fik et stykke chokolade, og mor fik en lille pose med duften af jul.
Emma og mor tog bussen kl. 11, og derefter toget til den store stad, hvor vi købte en enkelt adventsgave og et par sokkegaver. Så var det tid til kiropraktoren, som Emma skulle besøge for første gang – mor skulle ”bare” lige have et vedligeholdelsesknæk 😲. Emma var lidt betænkelig ved situationen, men da hun havde haft ondt i nakken i fire dage og hovedpine, syntes moren, det var på tide at gøre noget ved sagen. Kiropraktoren var helt enig, og efter Emma havde fået den store omgang, ville kiropraktoren da også gerne se hende igen mellem jul og Nytår. Emma gik derfra en erfaring rigere og uden hovedpine og nakkespændinger – en mirakelkur 😀.
Imens – i Køge – hyggede far og Adam med musik, dans, frokost og middagslur. I første omgang sov Adam kun et kvarter (!), hvorefter han kom vaklende ud af soveværelset og sagde: ”I want to go to bu!” (Jeg vil over til bussen…). Far syntes dog, at Adam havde sovet lige lidt nok, så han blev lagt i seng igen. Det var han ikke helt tilfreds med, men sov dog en time mere 😉.
Kl. 14.30 mødtes vi alle i Køge, hvor de første julegaver blev købt – nu er vi endelig i gang 🤩.
Da vi kom hjem fra Køge, måtte Adam og Emma stille op til fotografering til årets julekort. Det var ikke helt nemt, som I kan se på billedet her. Hvad der ellers kom ud af det, kan familie og venner være heldige at se i løbet af december 🙃.

Mandag d. 10. december 2007

Der er ikke så meget at fortælle i dag. Far har været på arbejde, og Emma har været hjemme sammen med Adam og mor, fordi hun havde hovedpine og ondt i nakken. I morgen tager mor og Emma til kiropraktor, og far har taget en omsorgsdag fra arbejdet, så han kan gå og hygge med Adam, mens mor og Emma tager af sted.
Her til formiddag så Emma og Adam ’Bennys badekar’. Da vi havde spist frokost, var det tid for Adams middagslur. Imens han sov, var Emma barnepige for første gang. Det klarede hun ved at ligge i sofaen med dynen og se ’Venner’, så det var ikke så slemt. Mor cyklede op for at købe ind, og Adam sov stadig, da mor kom hjem. Det blev dog kun til en times lur.
Adam hjalp mor med at gøre kyllingen klar og komme den i ovnen, inden far kom hjem.
Faktisk har Adam været en rigtig stor dreng i dag – han har slet ikke tisset i sin bukseble hele dagen – heller ikke da han sov til middag. Hver eneste gang har han sagt: ”I go wee-wee by myself!”
I dag var det far, der puttede Adam. Det sidste han sagde, inden han sov, var: ”Julemanden sok morgen”. Mon ikke det betyder, at den lille mand regner med, at Julemanden har lagt noget i hans sok i morgen tidlig? Det må vi så håbe, at Julemanden har……. 😉.

Søndag d. 9. december 2007

I dag sov mor til kl. 8, for Emma skulle vækkes, så hun kunne nå at spise og gå i bad, inden hun skulle synge til gudstjeneste kl. 10.30. Kort tid efter vågnede Adam og far også. Det var dejligt, for så kunne vi spise morgenmad sammen alle sammen, inden Emma skulle af sted. Da vi havde spist, skulle vi lige tjekke vores julestrømper. I Emmas var der et par hvide strømper (som hun skulle bruge til Lucia) og en hårbøjle. I Adams sok var der en film i dag – ’Bennys Badekar’. Adam syntes, den så spændende ud. Så var det tid til at pakke adventsgaver ud fra farmor og farfar. Emma fik et par leggings, Adam fik tre par strømper, og mor og far fik kaffebolcher – dejlige gaver.
Efter morgenmaden tog Emma af sted, og far, mor og Adam så ’Bennys Badekar’. Den var rigtig sjov, syntes Adam. Far og mor nød at se de flotte tegninger og baggrunde og lytte til de slet skjulte politiske meldinger 😉.
Emma kom hjem, inden vi skulle spise frokost, og hun kørte igen lidt i halv to. Adam sov til middag i 1½ time, og da han vågnede, var det tid til at gå til julekoncert. Emma skulle både gå Lucia og synge til koncerten. Vi tog klapvognen og gik. Udenfor mødtes vi med Emmas far, Mikkel, der også var kommet for at se Emma synge. Vi var kommet i god tid (ca. ½ time før koncerten) for at få en god plads. Der var dog allerede godt fyldt op. Adam spurgte hele tiden efter Emma, men hun var jo ude bagved for at klæde om og være klar til Luciaoptoget. Vi havde heldigvis et par bøger, en mus og en giraf med, så vi kunne få tiden til at gå. Det var dog Mikkels kamera, der var det sjoveste 😀.
Endelig blev lyset slukket, og alle pigerne kom syngende ind. Det var meget smukt. Bagefter stod de oppe ved alteret og sang. Så gik de ud for at skifte kjoler, mens der var to andre kor, der sang. Heldigvis kom de ind igen for at synge. De sang virkelig smukt. Adam stod på mors ben og klappede ivrigt efter hvert nummer. Han kunne se Emma. Han var ved at være lidt træt, så han sagde: ”Emma go find your køj. We go eat!” (Emma, find dit (over)tøj, så vi kan komme hjem og spise!). Heldigvis var det kun mor og far, der kunne høre og forstå det 🤭. Så skulle Adam lige ud at tisse med mor. Kort tid efter skulle han lige ud at lave puh-puh med far. Da han kom ind igen, skulle han synge med på resten af sangene, og det var ikke det hele, der lød lige godt. I det store hele klarede den lille mand det rigtig flot. Og Emma klarede sin debut som koncertsanger meget, meget flot! Da koncerten var slut, blev Adam rigtig glad for at se Emma. Vi sagde farvel til Mikkel, og så gik vi hjem alle fire. Vi skyndte os at bestille pizza, og det kunne Adam godt lide. Bagefter var det tid til et bad for den lille mand og så på hovedet i seng.

Lørdag d. 8. december 2007

Adam vågnede kl. 8. Mor fik lov at sove længe, mens Adam og far gik til bageren for at købe morgenbrød. Det syntes Adam var rigtig sjovt. Kl. 9 stod mor op, og da morgenbordet var klar, vækkede Adam og mor Emma. Da vi havde spist morgenmad, var det tid til at kigge i sokkerne. I Emmas sok var der en adventsgave – en dobbelt dvd og cd med ’Tokio Hotel’. Det var sager! I Adam sok var der en Pixi-bog om en dreng, der hed Adam. Den studerede Adam meget nøje.
Efter morgenbordet skulle Emma se dvd, og Adam kiggede med. Senere kom mor også. Far gik ud for at lappe cykel. Da far havde gjort det, tog han Adam med ud for at købe ind. Mor lavede frokost, og da far og Adam kom hjem, spiste vi frokost sammen alle sammen. Så skulle Emma til kor. Hun skal nemlig synge til julekoncert søndag, så hun skulle øve. Da Emma var gået, tog Adam en lur på to timer, mens far skrev julebrev til Canada, og mor ordnede vasketøjet.
Så vågnede Adam, og Emma kom hjem fra kor. Far og Adam spillede lidt guitar, mens mor hængte vasketøj til tørre, og Emma var gået kold i mors og fars seng. Derefter gjorde vi så småt klar til vores første besøg. Vi skulle nemlig spise hos farmor og farfar. Emma tog rulleskøjterne på, og Adam satte sig i klapvognen, der havde fået lys på. Så gik familien af sted. Da vi kom til Boholtevej, kunne Adam genkende det fra sidste fredag, hvor vi hentede farmor og farfar, inden vi skulle op og se Julemanden tænde juletræet på Torvet, så Adam råbte: ”Farfar! Farfar!” de sidste 50 meter. Farmor stod i køkkenvinduet. Adam sagde: ”Farmor, kom!” Han havde ikke helt styr på, at vi skulle IND hos farmor og farfar. Da vi kom ind ad døren og havde sagt hej til farmor og farfar, var Adam lidt stille. Han kiggede sig omkring med store øjne og åben mund, mens mor hjalp ham af med overtøjet. Så var det tid til at se sig omkring. Først ind i stuen, hvor der var nisser på hylderne, trolde på væggen og mus i sofaen. Den sidste skulle der lige kigges nærmere på. Så gik turen ud i køkkenet, hvor Chili – Fisters fætter – stod i sit bur og kiggede. Farmor havde også et køleskab med MANGE magneter på. Så var det tid at kigge ind på fars gamle værelse, hvor der var rigtig meget legetøj: Brio, Lego, puslespil og mange andre gode legesager.
Tid til at spise: Farmor og farfar havde en høj stol, som Adam godt kunne lide at sidde i. Farmor havde lavet dejlig mad. Adam spiste to mundfulde – så gad han ikke mere. Så lavede man lidt numre, og da det ikke virkede, kunne man jo lige prøve, om det hjalp at græde lidt. Da det heller ikke hjalp, kunne man jo prøve at komme ud af stolen. Da man så kom over til mor, kunne man jo prøve at sidde og sparke og rykke sig lidt rundt. Da det HELLER ikke hjalp og man kom over i sin stol igen, og der blev taget ud af bordet, og de andre fik IS (!), kunne man jo lige så godt spise sin mad MEGET HURTIGT, så man også fik is, så det gjorde Adam. Og så kunne man jo sidde og fjolle lidt med farfar 🙃.
Da vi havde spist, gik Adam rundt og legede. Faktisk gav Adam og farfar også et nummer: Farfar på guitar og Adam på mundharpe! Da mor, far, farfar og farmor drak kaffe, drak Emma sodavand, og Adam drak mælk og spiste en kanelgiffel. Da klokken var omkring 20, var det tid at gå hjem igen, for den lille mands batterier var ved at være brugt op. Da vi kom hjem, var det nemt at give Adam nattøj på, og det tog heller ikke længe at putte ham.

 

Fredag d. 7. december 2007

I dag er det kusine Jannies 17 års fødselsdag – hjertelig tillykke med det!
Adam blev vækket kl. 6, og han stod straks op i sengen og sagde: ”I want to go to moto!” Vi forklarede ham, at vi ikke skulle ud at køre bil. Det viste sig dog, at han bare havde ment, at han ville ned for at lege med sin store bil, så det gjorde han, mens far lavede havregrød, og mor dækkede bord.
Efter morgenmaden skulle sokken jo lige tjekkes. Der var en chokoladejulemand. Da Adam havde pakket den ud, stod han længe og kiggede på den. Da mor sagde, at man kunne spise den, kiggede han meget underligt på den 😲. Så tog han en bid og sagde: ”I eat Julemand hand!” . Resten af Julemanden forsvandt hurtigt.
Emma havde Ida på besøg, og de skulle først møde kl. 10, så de ville gerne sove længe, så da far var taget af sted, gik Adam og mor ovenpå og så morgentegnefilm. Det syntes Adam var rigtig sjovt.
Halv ni skulle pigerne vækkes. Adam var sulten igen, så han fik lige en halv bolle sammen med pigerne. Da de skulle gå, stak Adam i et hyl – han var ikke så tilfreds med, at Emma skulle i skole.
Her til formiddag har Adam lært at gå på potten og tisse selv (det gjorde han også i Nigeria, men vi har lige haft en pause). Men nu kan Adam altså selv tage bukserne og buksebleen af og sætte sig på potten og tisse, rejse sig og tage toiletpapir og tørre sig og tage bukseble og bukser på igen. Så kalder han på mor, der skal hjælpe med at vaske hænder. Det er flot!
Da vi havde spist frokost og sovet til middag, tog vi bussen til Køge, hvor vi mødtes med far. Vi skulle lige købe et par adventsgaver og købe ind til weekenden. Vi mødte også Viggo, som bliver ½ år gammel i dag. Han så dog ikke os, for han sov dejligt i barnevognen, da vi mødte hans mor. Vi fortalte Viggos mor, at Viggo bare kan glæde sig til at arve smart tøj fra Adam.
Da vi kom hjem fra Køge, var det tid til at lave mad. Far satte suppe over, mens mor skrev i dagbogen, og bagefter var det tid til at se Pyrus.

Torsdag d. 6. december 2007

I dag sov vi lidt længe – til kl. 6.30, for far og Emma skulle først møde kl. 9.
Her i december går det rigtig godt med at spise havregrøden om morgenen, når man ved, der er noget i julesokken fra Julemanden. I dag var der f.eks. en fisk. Altså en, der kunne trækkes op. Først var Adam bange for den, men da han indså, at den ikke var levende, var den ok. Meningen var så, at han kunne få den med i bad her til aften og lege med den, men desværre overlevede den ikke så længe. Halen knækkede af – øv. Ham Julemanden må vist finde noget mere holdbart legetøj til den lille mand.
Da far og Emma var taget af sted, kom der musik på anlægget. Adam tog kasket på og brugte et tomt gavepapirsrør som mikrofonstativ med Fisters hårbørste nede i. Mor var ved at dø af grin . Der er ingen grænser for det barns musikalske og kreative talent…..
Inden frokosten støvsugede mor, og det plejer ikke at være noget for Adam. Det var det i dag, for han kom og ville overtage støvsugeren. Det fik han lov til, så han støvsugede hele køkkenet.
Efter frokost sov Adam ca. 1½ time, og kort tid efter kom Emma hjem. Hun havde Ida med, så hun havde ikke så meget lyst til at lege i dag. Det blev Adam lidt ked af, men heldigvis kom far kort tid efter, og han ville gerne sidde og hygge med mor og Adam med et glas kakao og banan.
Efter kaffetåren gik far, mor og Adam på vaskeriet. Inden vi kom ind igen, skulle vi hente Emmas kasse med julepynt i skuret, og så opdagede vi, at der havde været indbrud i skuret!!! Håndtaget var klippet over. Det er der mange her, der har prøvet før os. En del har fået stjålet julegaver, som de har haft stående i skuret. Heldigvis så det ikke ud som om, der var stjålet noget som helst fra vores skur. Der er også så proppet med kasser for tiden, at det ikke er til at komme til. Nu har vi jo heller ikke noget derude af stor værdi. Heldigvis har tyven ikke haft små børn, for så havde han/hun nok stjålet Adams klapvogn, men den er der  endnu. Heldigvis kunne far sætte hængelåsen på igen, så der kan låses til skuret.
I dag er det fars og Adams tur til at stå i køkkenet, mens mor skriver dagbog og hænger vasketøj op.

Onsdag d. 5. december 2007

I dag sov vi til kl. 6. Julemanden havde været her igen i nat. Det kunne vi tydeligt se, for der stak noget op af Adams julesok. Det kan nok være, at den lille mand fik spist sin havregrød i en fart! Op af sokken fiskede han en pakke, som far skulle hjælpe med at pakke op. Det var en bog om julemanden! Den var meget populær.
Da far og Emma var taget af sted læste mor og Adam bogen om julemanden, og mor fandt en nissehue til Adams julemus. Bagefter lyttede mor og Adam først til ’Bølle-Bob’ og bagefter til ’Krumme’. Så spillede vi lidt bold med den tennisbold, som Adam fik på mors skole i går. Derefter var det tid til at gå ud for at købe ind.
Da vi kom hjem, spiste vi frokost, og så var det tid til middagsluren. 2 timer blev det til i dag. Da Emma kom hjem, hjalp Adam Emma med at ordne Fisters bur. Bagefter fik Fister musens nissehue på 🤔.
Da far kom hjem, sad vi alle sammen og julehyggede lidt. Mor fik omsider lavet kalenderlysdekorationen, så nu er der fart på for at nå til d. 5.
Imens mor lavede mad, og Emma lavede lektier, så far og Adam Pyrus kl. 17. Det er Adam helt vild med. Da Pyrus var slut, var det tid til at spise. Bagefter var det tid til Adams bad, og bagefter smuttede han ind til Emma og hyggede lidt med hende, inden han selv skulle puttes.

Tirsdag d. 4. december 2007

I dag stod Adam op kl. 6. Da han blev vækket, sagde han: ”I go to gool mommy!” (Jeg skal med mor i skole ). Og det var lige, hvad Adam skulle. Da vi havde spist morgenmad, skulle vi selvfølgelig lige tjekke vores julesokker. I Adams sok var der to kiks. Det var ok, men begejstringen var til at overse, når nu julemanden én gang har haft en slikkepind med… 🤨. Da vi havde sendt far af sted og pakket hver vores rygsække med madpakker – og en nissehue i Adams – vækkede vi Emma, som først skulle møde kl. 9. Kl. 8 stod vi ved busstoppestedet og var klar. Nu er det ikke så spændende mere at køre i bus. Det er det dog at køre i tog! Da Adam så det store røde tog i Køge, var øjnene ved at trille ud af hovedet på ham. Vi kom ind i toget, og Adam sad i sin klapvogn. Da toget startede, smilede han et lidt anstrengt smil – det var tydeligt, at han ikke var helt sikker på, hvad der egentlig skete her, men da mor så forholdsvis normal ud i ansigtet (som det nu kan lade sig gøre… 😲), tog Adam det også roligt og begyndte at nyde turen. Vi havde egentlig ikke behøvet at lave mere, for det var en meget stor oplevelse for Adam – det var tydeligt. Men vi skulle jo på besøg på mors skole. Da vi kom ind på kontoret, var Sten ved at sætte lyskæder på juletræet, og det syntes Adam jo var meget spændende. Bagefter var det rigtig sjovt at få lov at stemple med en af sekretærernes stempler. En anden sekretær kom med en tennisbold til Adam, som han også syntes var rigtig sjov. Mor fik en kop kaffe og en masse krammere 😀. Så gik vi over i 3.a, som sad og klippede engle og var blevet rigtig store, siden mor havde set dem sidst for to måneder siden. De var rigtig glade for at se os, og mor var rigtig glad for at se dem. Det var også rigtig hyggeligt at se Jeanne igen og være i klassen. Adam skulle også lige sige hej til 3.d og 5.a, men der var vi kun i fem minutter. Alle børnene syntes, at Adam var rigtig sød. I frikvarteret gik vi over på lærerværelset, hvor kollegaerne skiftevis kom og hviskede til mor, at Adam var rigtig lækker! Vi fandt et par kiks frem fra rygsækken, og Adam var også så heldig, at han fik en kakaomælk af mælke-Sys og et halv stykke morgenbrød af Jeanne. Til sidst var det bare for kedeligt at sidde hos mor, så Adam tog tennisbolden frem og trillede den fra den ene ende af lærerværelset til den anden. Det var jo en sjov leg 😀.
Efter frikvarteret gik vi over til 5.e, der også var ved at pynte op til jul. Det var jo juleklippedag på hele skolen, så det var en rigtig hyggeligt dag at komme på besøg. Hos 5.e er der en masse legetøj, og Adam fandt hurtigt et kasseapparat, han kunne lege med. Da det blev for kedeligt, fandt vi Legokassen frem, og så blev der kørt med biler. På et tidspunkt fandt Adam også ud af, at det er sjovt at gå rundt og drysse med glimmer….. Det fik vi dog hurtigt sat en stopper for, men mon ikke det stadig kan ses på 5.e’s gulv? 🤩 Ved 11-tiden pakkede vi sammen og gik over på kontoret og tog tøj på, sagde farvel og tog klapvognen. Adam var i strålende humør, da vi gik ned til toget igen. Han kom op at sidde i sin klapvogn og spiste sin madpakke på vej til toget. Det gik superfint. Da vi satte os i toget, var Adam ved at være træt. Mor spurgte, om han ville ligge ned. Det ville han gerne. Kort tid efter vi stod af toget i Køge, faldt han i søvn, og han opdagede ikke, at vi tog bussen hjem. Da vi kom hjem, sov han stadig, så mor lod klapvognen stå ude i haven, så Adam kunne sove videre. Efter ½ time vågnede Adam og var lidt forvirret, for han havde jo aldrig prøvet at sove og vågne op i klapvognen før. Mor tog ham ind og tog tøjet af ham, men han sov bare videre, så mor lagde ham op i seng. Der sov han 1½ time mere. I mellemtiden kom far hjem. Mor havde lovet Emma at tage med hende på juleshopping i København, så vi tog af sted kl. kvart i tre. Far blev hjemme hos Adam, der stadig sov.
Kort tid efter vågnede Adam, og far og Adam havde en hyggelig eftermiddag og aften med dans, musik, Pyrus, madlavning, bad og putning. Emma og mor kom først hjem kl. 20 efter en hyggelig shoppetur, hvor vi bl.a. købte en elegant vinterjakke til Emma. Vi spiste på ’Skildpadden’ på Gråbrødre Torv. Det var rigtig hyggeligt. Vi var ret trætte, da vi kom hjem.

Mandag d. 3. december 2007

I dag var det jo igen hverdag, så Adam blev vækket kl. 6. Efter vi havde spist morgenmad, skulle vi lige tjekke, om julemanden havde været forbi, og det havde han!!!! I Adams sok var der en slikkepind (julemanden troede egentlig, det var en chokoladeslikkepind, men det var det altså ikke……). Det havde Adam vist ikke noget imod. Da han så den, sagde han: "Sweet!" og havde små julelys i øjnene, mens han slikkede løs .
Da far var taget af sted, legede mor og Adam med klodser. Mor byggede en stor tiger og en and. Så tog Adam dem, og sagde at de skulle i skole…
Efter frokosten var det tid til middagsluren, som i dag slog rekord: 3 timer! Og det var kun fordi, mor vækkede ham. Han var i glimrende humør, da han blev vækket. Emma var kommet hjem fra skole, og hende havde Adam ikke set siden i torsdags, så gensynsglæden var stor. De satte sig og drak kakao og spiste banan, og så tumlede de rundt til ’Bølle-Bob’.
Emma åbnede sin adventspakke fra Nickie og Marianne, og det var en Christina Aguilera parfume – det var et stort hit! Emma måtte også lige vise sin danskopgave frem, som hun havde fået 12 for!! (Det højeste man kan få på den nye karakterskala).
Da far kom hjem, sprang Adam rundt og spillede klovn – han var glad for at se far 😀.
Her kl. 17 skal vi se ’Pyrus’ for første gang. Det bliver spændende at se, hvad Adam siger til det.
I morgen tager mor og Adam hen på mors skole for at hilse på. Der er juleklippedag, så det bliver rigtigt hyggeligt.

Søndag d. 2. december 2007

I dag sov vi længe – helt til kl. 8.30. Det er længe siden, vi har gjort det. Vi skyndte os ned for at se, om Julemanden havde været forbi for at lægge noget i vores sokker. Det havde han!!! I Adams sok var der en stor pakke. Det viste sig at være en Lego traktor med en mand til. Den var populær. Da vi havde spist morgenmad og tændt adventskransen, var der sandelig også en adventsgave fra farfar og farmor. Det var en cd med Bølle-Bob. Den kunne Adam også rigtig godt lide.
Da vi havde spist frokost, var det tid til Adams middagslur. Her i eftermiddag kom oldefar og oldemor på besøg, og far havde lavet en kage, til de kom. Den var Adam meget interesseret i, da han vågnede. Først var han lidt reserveret overfor oldemor og oldefar, men han tøede op efterhånden. Oldefar og oldemor havde to gaver med til Adam: En bil og et puslespil. Begge dele var han interesseret i, men den sjoveste leg var alligevel at tage gavepapiret op af den kasse, hvor bilen havde været, når oldemor havde proppet papiret derned. Det fik Adam og oldemor lang tid til at gå med, og Adam grinede. Vi så også billeder på computeren fra i fredags, hvor julemanden tændte juletræet, og oldefar fik også set Adam, der kører traktor. Vi så også nogle billeder og et par videoer fra Nigeria.
Da oldefar og oldemor var cyklet hjem, ville Adam høre Bølle-Bob igen, og han dansede rundt til ”Smukke Sally”.

Lørdag d. 1. december 2007

I dag sov vi lidt længe – til kl. halv otte. Der var sket noget mærkeligt i nat: Julemanden havde været her. Han havde hængt nogle af sine sokker op på vores vitrine. Det var meget mystisk…. Adam sok var faktisk den fineste; Den var helt rød og blød. Adam stak straks armen ned i sokken – og så lå der en gave i den!!!! ”Open it!”, sagde Adam til mor, så mor hjalp ham lidt. I pakken var der en nissehue. Mor hjalp Adam med at få nissehuen på. Julemanden havde åbenbart ikke tjek på, at Adam havde fået en nissehue af farfar i går. Det første Adam sagde, da han så, det var en nissehue var da også: ”I want other one!” Det var farfars nissehue, han mente. Den lå oppe ved siden af Adams seng, for han tog den på, da han havde været i bad i går og tog den først af, da far puttede ham i seng.
Julemanden havde også været så flink at komme noget i fars og mors julesokker: I fars sok var der chokolade, og i mors sok var der en seddel, som kunne indløses til en gang fodmassage hos far. Jow, jow .
Da vi havde spist morgenmad, var der ballonkamp mellem far og Adam – det så meget drabeligt ud . Bagefter tog vi til Køge i oldefars bil. Vi købte lidt nyt tøj til Adam i Jalsøe og et regnslag til klapvognen. Der var en masse biler og motorcykler, man kunne sidde i og på hos Jalsøe, så mens mor fandt tøj, drønede Adam rundt med far i hælene 🙃. På Torvet købte vi lidt mos til juledekorationerne, i Vitrinen nogle lys og bånd til adventskransen m.m. Vi købte også ind til frokost og aftensmad i Kvickly, og Adam fik en tandbørste med Shrek på. Den har han holdt godt fast i det meste af dagen. Det bliver sjovt at børste tænder med den i aften 😎.
Da vi kom hjem, var det tid til frokost. Bagefter var det tid til eftermiddagsluren. Da Adam vågnede, drak vi kaffe og kakao i sofaen. Adam spise (selvfølgelig) banan. Resten af dagen har vi nulret rundt og hygget os.

Fredag d. 30. november 2007

I dag blev Adam vækket kl. 6. Han var frisk med det samme, for han havde sovet siden i går kl. 19. Vi spiste morgenmad sammen, inden far skulle på arbejde. Da far var gået, gik Adam rundt med en cykellygte og legede. Bl.a. lyste han ind til Fister, der knap var vågen. Hele dagen har Adam talt om, at han skulle op og se Julemanden tænde juletræet sammen med farfar og farmor. I løbet af dagen fandt han kasketten frem, som han har fået af farfar. Den skulle med.
Efter frokosten sov Adam 2½ time til middag. Da han vågnede, skulle han tisse, og imens han sad på potten, kom far hjem.
Kort tid efter tog vi tøj på og fandt klapvognen frem. Så var vi klar til at hente farfar og farmor. Det meste af vejen derover, sagde han: ”I want to see Julemand.” Da farfar kom ud ad døren, tog Adam kasketten af – som om han ville hilse på farfar 😀. Inden vi nåede til Køge, var det blevet mørkt. Lige da vi gik ind på Torvet, kom der en hestevogn kørende. Det syntes Adam var spændende. Så fandt vi en god plads næsten ved siden af den store brandbil. Så gik Julemanden op i kurven på brandbilens lange stige. Så blev han hejst op i luften – helt op til stjernen på træet næsten. Alle børn på Torvet skulle tælle til ti – før kunne Julemanden ikke tænde juletræet. Børnene måtte tælle mange gange, før Julemanden syntes det var højt nok, men endelig tændte han træet. Det så meget flot ud, og Adam kiggede og kiggede med åben mund. Det var helt tydeligt første gang, han nogensinde havde set det. Det er bare så dejligt at se glæden i Adams øjne 🙂.
På vej hen over Torvet, fik Adam en nissehue af farfar. Den blev Adam meget glad for 🤩. Så skulle vi sige farvel til farmor, der skulle til julefrokost. På vej hjem købte vi durumruller med kebab, og Adam fik en juice af Mehmet – det var lige sagen . Da vi havde sagt farvel til farfar, gik vi det sidste stykke hjem. Lynhurtigt lavede vi mad til Adam: Cous-cous med lidt ketchup og kebabkød fra mors durumrulle (fars var fuld af chili….). Det spiste Adam to portioner af, så det kunne han godt lide.
Efter maden var det badetid, og så var det tid til, at den lille mand skulle sove. Der var klokken også nået at blive 20.
I morgen er det d. 1. december. Så ved man jo aldrig, hvad der sker….

Torsdag d. 29. november 2007

I dag stod vi først op kl. 6.30, for Emma var hos sin far, og Jonas-far skulle først møde kl. 8.45. Adam vågnede af sig selv kl. 7.
I dag har vi købt ind, og minsandten om traktoren ikke holdt næsten lige uden for vores hus, da vi kom hjem fra indkøbet. Så skulle Adam selvfølgelig lige ind i førerhuset igen 😉.
Vi spiste frokost, og så sov Adam til middag i næsten to timer. I mellemtiden var Emma kommet hjem, og da Adam stod op, drak Emma og Adam kakao og spiste banan. Lidt senere kom Ida, og så fik Adam lov til at være med til at spille på computeren. Adam syntes, det var sjovt at fange balloner 😀.
Senere skulle Emma til korsang, så Adam vinkede farvel til hende og Ida. Så ville Adam danse, og vi satte ’Tangokat’ på anlægget og rockede 😎. Bagefter legede vi med Legoklodser.
I dag er far på kursus, så mor og Adam spiser, inden far kommer. Bagefter er det badetid, og så kommer far hjem og putter Adam.

Det umulige er i øvrigt sket: Adam har i dag fået et cpr.nr. Det er også ”kun” 4 uger siden, vi kom hjem fra Nigeria. Det hjalp vist, at mor i mandags ringede til Køge Kommune og snakkede med lidt store bogstaver 😠.
Adam glæder sig meget til i morgen, for der skal han se Julemanden tænde juletræet på Torvet sammen med farfar og farmor, mor og far. Han har set billeder af det i avisen, og vi har klippet et af dem ud, som nu hænger på køleskabet ved siden af billedet fra i går, hvor Adam sidder i traktoren.

 

Onsdag d. 28. november 2007

I dag stod vi op kl. 5.30, og Adam vågnede af sig selv kl. 6, for han sov kl. 18.30 i går, selv om han havde sovet to timer til middag.
I øvrigt kan vi fortælle, at Adam ikke bare kan li’ risengrød – han er fuldstændig VILD med det!!!  Han spiste to portioner med smørklat, sukker og kanel. Faktisk spiste han så meget, at der - da vi sad ved bordet og snakkede bagefter – kom risengrød og saftevand ud af hans mund, mens han snakkede. Der var simpelt hen bare fyldt op 😮. Adam sagde bare, mens han grinende kiggede forbavset ned ad hagesmækken: ”I throw it away”. Der var Emma og mor ved at dø af grin 😀.
I dag var den lille herre 1½ time om at spise sin morgengrød…. – men ned kom den da. Her til formiddag har mor og Adam været ude. Først gik vi på vaskeriet, og så gik vi ud for at købe ind. Adam gik selv med klapvognen, og i dag har han opdaget, at hjulene faktisk kører rundt på klapvognen, men at det kan være svært at røre ved dem, samtidig med at man styrer klapvognen….. 🤭.
Da vi havde købt ind, gik vi ud og gyngede. Adam gyngede både alene og på skødet af mor. Det sidste var ret sjovt, for mor gyngede temmelig højt .
Til frokost spise Adam bl.a. sit livs første rå gulerod. Det ville ikke være sket for to uger siden, så det er et stort fremskridt.
Efter frokosten var det tid til at sove til middag – to timer og et kvarter sov den lille mand i dag. Da Adam vågnede, var Emma kommet hjem, så de satte sig og drak kakao og spiste banan. Så skulle Emma af sted igen, og mor og Adam tog Legoet frem og legede med klodser. Pludselig ringede det på døren. Det var ejendomsmesterens hjælper, Dennis, som spurgte om han måtte beskære vores troldpil – den var ved at vokse op til tagrenden. Det måtte han selvfølgelig gerne. Adam kom ud til døren og fik øje på Dennis’ grønne John Deere traktor. Straks fór Adam ind efter sin egen traktor, der er helt magen til. Adam stod og kiggede fra den ene traktor til den anden. Mor kunne godt se, at det var rigtig spændende, så vi gik lige ind og fik lidt mere tøj på, og så gik vi ud for at se nærmere på Dennis traktor. Dennis sagde, at Adam gerne måtte sidde inde i traktoren, så der sad Adam meget hurtigt. Først sad han med åben mund og kiggede rundt i førerhuset og igen ned på sin egen lille traktor, som han havde taget med ud. Det så ud som om, det var en drøm, der gik i opfyldelse dér. Så sagde han til mor: ”Close the door!!” og så tog han ellers fat i rattet. Det var et syn for guder 🤩. Da Dennis var færdig med at beskære træet, skulle han jo desværre bruge sin traktor igen, så han kørte sin vej, mens han vinkede til Adam. Dennis sagde, at Adam måtte få en tur en anden dag 🙂.
Da vi kom ind igen, ville Adam bare sidde og se på de billeder, som mor havde taget af ham med digitalkameraet, og da far kom ind ad døren, sprang Adam ham i møde med digitalkameraet og sagde: ”See me!!” 😎 For at kameraet ikke skulle løbe tør for strøm, skyndte vi os at printe et af billederne ud til Adam, og det hænger nu – en anelse krøllet – på køleskabet og bliver taget ned en gang imellem 🙂.

 

Tirsdag d. 27. november 2007

I dag stod vi tidligt op. Adam blev vækket kl. 6. Han var noget søvndrukken at se på, da han sad på potten. Mor var helt bange for, at han skulle vælte ned 😉. Der gik dog ikke mange minutter, før Adam var frisk  – klar til en ny dag. Emma stod op kl. halv 7, og så spiste vi alle sammen morgenmad sammen. Far tog af sted kl. 7, og Emma smuttede kl. 7.55.
Mor og Adam gik og ryddede lidt op og redte senge. Adam fandt et spejl, som han fik megen tid til at gå med. Alting skulle undersøges: Hylderne nedenunder, dukken tæt på, natlampen og naturligvis – ham selv.
Så tog vi tøj på og gik op for at købe ind. Det var dejligt vejr. Da vi kom hjem, gik vi udenfor og gyngede, inden vi gik ind og pakkede ud.
Så var det ved at være tid til at smøre mad og spise frokost. Bagefter sov Adam til middag i to timer.
Adam var lige vågnet, da Emma kom hjem. Så var det tid til kakao og banan. Bagefter legede Adam med Lego og spillede bold med Emma. I dag kommer far først hjem, når Adam sover, for der er møde på skolen. Indtil videre har Adam klaret det fint. Han græd ikke, da far tog af sted i morges, og han har kun spurgt efter far et par gange i dag.
I aften skal vi have risengrød. Det bliver spændende at se, hvad Adam siger til det. I går fik vi suppe, og det kunne han godt lide.

Mandag d. 26. november 2007

Så er fars orlov slut…..😥. Heldigvis skulle vi ikke så tidligt op i dag, for far skulle først møde kl. halv 11. Emma skulle på tur til Eksperimentariet med alle 7. klasser på skolen, og de skulle mødes på stationen kl. 9, så Emma tog bussen kvart i 9.
Da Emma var taget af sted, ordnede Adam og mor Fisters bur. Så var det tid til at sige farvel til far, og da han var taget af sted, skulle Adam have tøj på. Bagefter gik Adam og mor ud for at købe ind. Adam gik hele vejen til Super Best. Da vi gik hjem igen, sad Adam i klapvognen. Da vi havde læsset varerne af, gik vi lige en tur hen til gyngerne og gyngede lidt.
Så var det tid til at smøre mad. Adam sad på køkkenbordet og fik små smagsprøver, mens mor smurte. Adam spiste to skiver rugbrød med æg, røget makrel og kyllingepålæg og en cheesedipper.
Efter frokosten var det tid til middagsluren, og den varede i to timer i dag. I mellemtiden var Emma kommet hjem fra sin tur, og det havde været sjovt på Eksperimentariet. Emma og Adam så lidt fjernsyn, mens mor gik på vaskeriet, der havde været lukket i weekenden, så der var nok at gå i gang med.
Adam var i gang med at spise banan og drikke kakao, da far kom hjem fra sin første skoledag . Adam var så ivrig efter at vise far, at han drak kakao, at han hældte stort set hele glasset ud over sig selv . Godt mor var i gang med at vaske tøj alligevel 🤩.
Emma ryddede op i reolen i entréen og prøvede huer og halstørklæder, og Adam hjalp til. Han fandt en sej hue 😎.
Bagefter var det sjovt at tegne med far, og der kom et par reaktioner på, at far havde været væk . Adam begyndte at kaste med farver og papir, så han måtte lige en tur ned fra stolen. Så tog far ham på armen, så han kunne sidde lidt og nusse, og så var han klar til at tegne igen.

Søndag d. 25. november 2007

I dag vågnede Adam kl. 7.25 – dejligt. Mor stod op med Adam. Emma skulle synge i kirken, så mor havde lovet at vække hende kl. 8.30. Mor havde ikke lige tænkt sig om, så hun vækkede Emma kl. 7.30. Det var Emma ikke så tilfreds med: ”Moar, klokken er kun halv 8 – du skulle først vække mig halv 9!” Mor var ikke så stolt af situationen . Heldigvis fandt Emma ud af, at hun kunne spise morgenmad med Adam og bagefter gå i seng igen og læse Harry Potter færdig, inden hun skulle af sted til kirke.
Da Adam havde spist sin morgengrød, og mor og Emma havde lavet søndagsmorgenbord, var det tid til at vække far. Så spiste vi morgenmad. Emma havde jo spist og var helt opslugt af Harry Potter.
Da Emma var taget af sted, gik Adam, mor og far ud i regnen for at købe lidt ind. Adam var godt pakket ind og sad helt inde under kalechen og kiggede ud. Da vi havde købt ind, gik vi hjem igen. Farmor og farfar stod i køkkenvinduet og vinkede, og da Adam så dem, råbte han: ”Farfar!” Vi gik hjem og lavede frokost, og Emma kom lige i tide til at spise med.
Så var det tid til Adams lur. Bagefter så vi alle sammen Shrek, som Emma jo fik i går. Adam syntes, at det var spændende.
Bagefter lyttede Adam til Bamse, Kylling og Ælling og spillede lidt guitar. Så ville Emma og far også spille, så Emma satte sig til klaveret. Adam ville også spille klaver og tog hovedtelefonerne på. Far spillede også lidt.
Så snakkede far lidt i telefon med farmor og farfar, og Adam skulle selvfølgelig sige hallo. Farfar og farmor skal med på Torvet på fredag og se Julemanden tænde juletræ. Det glæder vi os til.

Lørdag d. 24. november 2007

Så er der kun en måned til jul – tardaaaaar! .

I går da Adam havde været i bad efter aftensmaden, lavede Adam og mor frugtsalat. Vi kom kiwi, ananas, banan, mandarin, mørk chokolade og yougurt med pære og banan i frugtsalaten. I kan tro, at Adam er vild med frugtsalat! Til sidst spiste han dog kun yougurten – det har han vist ikke fået før.

Her til morgen vågnede Adam kl. 6.15……. 🤨. Det er meget tidligt, når nu man har mulighed for at sove længe. Vi fik ham over i den store seng, og så sov han ca. ½ time mere, men så ville han også op. Far stod op, og ca. 8.45 blev mor vækket til det dejligste morgenbord.

Efter morgenmaden legede Adam, at han sov igen, mens han lyttede til musik.
Far cyklede til Køge efter kaffe og klejner, og mor og Adam redte senge og lagde vasketøj på plads. Adam er blevet ret god til at tænde og slukke sin natlampe.
Da far kom hjem igen, gjorde vi lidt rent, og så var det frokosttid. Så var det puttetid for Adam, og han sov ca. 1½ time. I mellemtiden var Emma kommet hjem. Hun var til koncert med ’Magtens korridorer’ i Vordingborg med en veninde og hendes far i går aftes og havde sovet i Vordingborg.

Adam var kun lige stået op, da Emmas far (her i huset nu kaldet Mikkel-Emmas daddy), hans kæreste Mette og hendes datter Maja, som er en af Emmas bedste veninder, kom på besøg. De har leget sammen, siden Emma var 1 og Maja var 2 år. Adam fik to gaver: En stor bil og en cd med Bamse, Kylling og Ælling. Det var første gang, Adam pakkede gaver op. Det gik ret godt, så Adam er helt sikkert klar til juleaften 🙂. Emma fik også en storesøstergave: En dvd med den første Shrek film – den glæder vi os alle sammen til at se. Far og mor fik en flot julerose og en lille engel – jo, julen sniger sig ind på os.

Efter vi havde drukket te, kaffe og hyldeblomstsaft og spist klejner, gik vi alle sammen en tur ned for at fodre ænderne. Det var en dejlig tur, selv om det var lidt koldt. Mette fiskede en bold op af en af søerne, og den fik Adam meget sjov ud af på vejen hjem. Mikkel, Mette og Maja skulle hjem, da vi havde gået tur, så vi sagde farvel. Adam sagde ”hej, hej!”.

Bagefter legede Adam med sin nye, store bil og sin bold. Emma læste Harry Potter, mor skrev hjemmesidedagbog, og far gik i gang med dagens udsøgte måltid i køkkenet.

Fredag d. 23. november 2007

I går kørte mor og Adam ned efter far, der var på kursus på Haslev Seminarium. Der blev sunget ABC-sangen, Happy Birthday, Hej Frede og Jens Hansens bondegård hele vejen fra Køge til Haslev. Da vi havde parkeret bilen, og mor havde taget Adam ud af autostolen, løb han over parkeringspladsen, da han så far: ”Daddy!”, råbte han og løb far i møde. Inde på seminariet hilste vi på Merete, som gav Adam en bog: H. C. Andersen – eventyr om prinser og prinsesser. Så kiggede vi på fiskene i det store akvarium, inden vi kørte hjemad. Da vi afleverede bilen hos oldefar og oldemor, hilste Adam på oldemor. Adam ville gerne indenfor i stuen, men vi skulle hjem og lave mad. Adam sad på bagagebæreren af mors cykel hjem, mens mor trak cyklen, og far bar autostolen. Det syntes Adam var hyggeligt 🤩.

I dag var vi tidligt oppe. Mor og far sover ikke så godt for tiden, for Adam snorker temmelig højt….🤨. Mor skulle alligevel op, fordi hun skulle til kiropraktor i København, så det gjorde ikke så meget. Imens legede far og Adam med Legoklodser. Far byggede Sørøver Sallys båd, Frede og Filimus hus og Frodes bus. Adam lyttede også til sangene på Poul Banks børneeventyr ’Øen’ – især sangen om de flyvende flageoletter og cowboysangen er han helt vild med.

Da Adam havde sovet til middag, ville han have høretelefonerne på igen, og nu gik han selv på opdagelse cd samlingen. Først satte far JJ Cale på. Så kom Adam selv med det Jimi Hendrix album, som far havde spillet for ham i går. Det havde han selv fundet i cd reolen. Så lyttede han henført til ’Hey Joe’. Mor rystede bare på hovedet 😲. Bagefter ville Adam høre Bob Dylan. Far grinede bare i skægget og mumlede: ”Helt sikkert!”

Så satte mor og Adam sig og spiste kiks og kakao. Imens tegnede vi hele familien, der kørte tur i Frodes bus. Adam sagde, at mor skulle tegne Fister. Det gjorde mor. Så tog vi Fister hen på bordet, så han kunne se tegningen. Bagefter redte Adam Fister. Det nød både Fister og Adam 🤩.

En gang imellem finder Adam på at pille næse. Da mor fik øje på det i går, sagde hun: ”Føj for en ulykke!” 🤒. Den fangede Adam meget hurtigt, så nu går han rundt og siger ”Føj for en ulykke!” med fingeren i næsen…. .

Til aftensmad fik vi creolergryde, og Adam spiste hele sin portion og en grovbolle. I det hele taget oplever vi meget sjældent problemer ved måltiderne efterhånden. Det er dejligt.

Torsdag d. 22. november 2007

I går aftes var Adam i bad, og bagefter kom han ud og lignede en badenisse med sit nye badehåndklæde 😀.

Her til morgen stod vi tidligt op, for vi skulle alle sammen med Emma i skole. Hun havde nemlig lovet sin klasselærer og sine klassekammerater, at hendes nye lillebror ville komme på besøg i klassen. Adam glædede sig meget til at komme med Adam i skole, så han var ret hurtig til at spise sin morgenmad, og så kunne vi andre faktisk ikke blive færdige hurtigt nok.
Adam fik lov til at sidde på Emmas cykel hele vejen til skole. Da vi kom, var der ikke kommet ret mange, men dem der var der, syntes Adam var rigtig sød. De sagde alle sammen: ”Nåhr, hvor er han sød!” Da klokken ringede, kom Emmas klasselærer, Gitte, og hun spurgte, om vi ville fortælle lidt om, hvordan vi havde fået Adam. Det gjorde vi så, og der var et par af pigerne i klassen, der stillede et par spørgsmål, som vi svarede på – f.eks. hvilken børnehave Adam skal gå i 🤩.
Da vi skulle hjem, krammede Adam Emma farvel i klassen, men lige så snart vi gik ud på gangen og gav Adam tøj på, begyndte han at græde. Han syntes helt klart, det var en dårlig idé at gå igen uden Emma. Faktisk skreg han hele vejen hjem (nu er der kun ca. 700 meter, men alligevel er det ret lang tid at skrige……). Da vi kom hjem, faldt han heldigvis til ro.

Da vi havde spist frokost, skulle far på kursus, så han tog bussen. Det var egentlig vores plan, at mor og Adam skulle køre far til kursus på Haslev Seminarium, men efter den skrigetur på Emmas skole, blev vi enige om, at det ville være en rigtig skidt idé, hvis Adam også skulle sige farvel til far på den måde. Derfor bliver det sådan, at mor og Adam kører til Haslev og henter far i stedet for.

Da Adam havde sovet til middag, kom Emma hjem fra skole, og så legede Adam og Emma lidt, inden Emma skulle til kor. Bagefter legede mor og Adam med Lego.

Onsdag d. 21. november 2007

I dag er der ikke sket så meget. Adam stod op til sædvanlig tid – ca. halv otte. Så var der morgenmad, og Emma skulle af sted i skole. Senere, imens Adam sad på potten, sagde han: ”I want to go to farmor og farfar”, og far lovede, at vi ringer til farmor og farfar senere i dag.
Her til formiddag fik mor pludselig hold i nakken, så hun har været lidt handicappet i dag. Vi var dog alle tre ude at købe ind, og det var hyggeligt.
Senere snakkede Adam i telefon med oldemor. Han sagde ”Hallo” og lyttede meget. Oldemor grinte 😀.
Så var det frokosttid, og efter middagsluren kom Emma hjem fra skole. Adam legede med Lego – det var sjovt. Især bussen synes han er rigtig sjov. Emma og Adam legede oppe i stuen med Adams stol – de morede sig begge to meget.
Her til aften har vi hentet calcone på det gode pizzaria, så der er ingen billeder fra køkkenregionen i dag 🙂.

Tirsdag d. 20. november 2007

I går aftes spiste vi en oksegryderet med cous-cous og oliven til. Adam spiste 4 portioner!! Han er helt vild med cous-cous. Det havde vi lidt glemt, at vi spiste meget af i Nigeria, men købte det så i går for at se, om han ville spise det – og det ville han så 😲.

I nat vågnede Adam en enkelt gang og græd lidt, og så sov han videre. Til morgen var han frisk og var oppe, inden Emma tog i skole.

Efter morgenmaden fik han Emmas gamle Brio tog. Der var kun otte skinner og tre toge. Det syntes han ret hurtigt var uinteressant, så far gik i skuret for at finde Emmas Lego og Duplo klodser. Det var til gengæld en stor succes. Legotoget fik nye batterier, og så kunne det køre igen. Dyrene var også meget interessante. Det fik vi hele formiddagen til at gå med – og eftermiddagen, for da Adam havde sovet til middag, var det første han sagde: ”I want to play with moto!” Så måtte vi finde det frem igen. Mor byggede en rutchebane, og far byggede en bus. Det var ret sjovt.
Da Emma kom hjem fra Køge, blev hun helt nostalgisk, da hun så sit gamle Lego, og så blev der leget igen.

Mandag d. 19. november 2007

I går aftes spillede far guitar, og Adam og mor dansede til. Især ”Jeg gik mig over sø og land” var et stort hit. Ind i mellem spillede Adam også på djimbe og marakas.
Da Adam skulle puttes, blev han næsten helt vågen igen, da han så, at det nye sengetøj med Rasmus Klump, som han havde fået af farmor og farfar var kommet på. Mor og Adam sad længe og kiggede på de forskellige tegninger på sengetøjet, inden Adam skulle puttes. Det sidste Adam sagde, inden han faldt i søvn var: ”I want to go to farmor.” Så sagde mor: ”You want to go to sleep.” 🙂 Det havde gjort et stort indtryk på ham, at farmor og farfar havde været på besøg.

I morges vågnede Adam, mens det endnu var mørkt. Hans natble var blevet så våd, at hans natdragt var gennemblødt. Så måtte mor op og skifte nattøj på Adam. Da vi var færdige, gik vi op i seng til far igen. Vi sov lidt længere, men det var kun lidt, for Adam var frisk og lå og pjattede.

Efter vi havde spist morgenmad, gik vi en tur til søen for at fodre ænder. Det kan Adam rigtig godt lide. Mor holdt heldigvis rigtig godt fat i Adams hånd – ellers var han sprunget direkte ned til ænderne. Så gik vi op og købte ind, og bagefter gik vi hjem for at spise frokost. Adam var ikke så sulten i dag, så det blev kun til ca. et stykke rugbrød med fiskefilét.

Efter middagsluren var Emma kommet hjem, og da Adam opdagede det, klistrede han til hende den første time.

Senere på eftermiddagen fik vi besøg af en familieterapeut/socialpædagog  med speciale i adoptivbørn. Han var her i ca. 1½ time og kunne bl.a. fortælle os, at Adam virkede til at være et følelsesmæssigt meget sundt barn, og at hans tilknytning til os så ud til at være, som man kan forvente efter de ca. 6 uger, som vi har haft ham. Vi fik også gode råd til, hvordan vi kan fremme tilknytningsprocessen. Han virkede meget kompetent, og vi har aftalt, at han kommer igen til februar.

Søndag d. 18. november 2007

I dag vågnede Adam ved 8-tiden. Så spiste vi morgenmad, og imens fortalte vi Adam, at vi skulle i kirke, og at farmor og farfar ville møde os der og bagefter tage med hjem og spise frokost her. Så sagde Adam: ”Farfar, eat your food!”. Han forstod godt, hvad der skulle ske . Så gjorde vi klar til at gå til børnegudstjeneste. Vi gik hjemmefra kl. 10, og det var nok meget godt, for Adam ville selv gå hele vejen, selv om vi havde taget klapvognen med. Hele vejen sagde han: ”I want to go to farfar og farmor.”
Da vi kom ind i kirken, fik Adam en rygsæk med tøjdyr og bøger i, som han kunne lege med i kirken. Den syntes han var meget spændende. Imens han undersøgte den, kom farfar og farmor og satte sig ved siden af os. Det syntes Adam var rigtigt spændende. Under det meste af gudstjenesten sad Adam og delte ud af rygsækkens indhold. Han nynnede også med på nogle af salmerne, og han var med til alters og spiste både brød og drak saft. Da gudstjenesten var slut, sagde vi farvel til præsten – Thorbjørn – og fulgtes med farfar og farmor hjem. Undervejs fik Adam en kasket af farfar. Det var sejt 😎. Adam gik også hele vejen hjem selv. Vi mødte en kat, som ville hilse på os, men Adam havde ikke lige lyst til at stikke hånden hen til den.
Da vi kom hjem, gjorde vi klar til frokost. Adam fik en bluse, et par bukser og et sæt sengetøj af farmor og farfar – og en lille bog om traktorer. Der var også en gave med fra Gerda – en trøje og en abekat. Adam syntes, det var rigtigt hyggeligt, at farfar og farmor var på besøg. Han lavede fis under det meste af frokosten, men spiste lige så meget som han plejer.
Så var det tid til eftermiddagsluren. Imens Adam sov, så vi billeder fra Nigeria, og farfar og farmor fik gaver. Det blev de rigtigt glade for. Efter kun tre kvarter var Adam på banen igen. Farfar og farmor gik hjem igen, og Adam sagde farvel. Da de var gået, sagde Adam: ”I want to go to farfar og farmor”. Det skal nok ikke vare så længe, før vi skal se dem igen. Så spiste Adam et par kanelgifler og drak kakao. Bagefter gik mor på vaskeriet, og far og Adam gik i køkkenet. Adam studerede kogebogen nøje, og for hvert billede sagde han: ”Daddy, a det?” Ind i mellem gemte han en mandarin mellem kogebogens sider, men det var kun fotografen, der opdagede det 🤩.

 

Lørdag d. 17. november 2007

I går spiste vi fiskefilét, og det var Adam helt vild med. Han fik det sammen med karfoffelmos blendet med en gulerod, og det blev hurtigt sat til livs. Han bad selv om at få både sovs og remoulade på, og det var han også helt vild med.
Bagefter var det tid til at bade, og det går efterhånden vildere og vildere for sig. Nu står man op og sparker vand ud af badekarret! Det betyder jo altså, at mor er nødt til at trække bruseforhænget for, men det gør ikke noget, synes Adam.
Efter badet så vi lidt Sørøver Sally, og bagefter gav far og Adam koncert – far på guitar og Adam på guitar og mundharpe. Der var dog en del forhindringer: Bl.a. forsvandt mundharpen pludselig på mystisk vis ned i Adams guitar . Efter et par forsøg fik far den dog ud igen. Så skulle Adam wee-wee, og så var koncerten slut.
Adam blev puttet med godnathistorie, og da vi skulle i seng, så vi at Adam havde opfundet en ny måde at udnytte en tremmeseng på (se under Billeder fra Danmark).

I dag vågnede Adam tidligt og ville over i vores seng. Her sov han ca. en time ekstra, men det gjorde mor og far ikke, for Adam har en tendens til at kaste sine kropsdele rundt i hele sengen, så ingen kan vide sig sikker.
Mor fik lov at sove længe i dag og blev vækket til dejlig morgenmad og en rose på bordet 🤩. Til frokost prøvede Adam igen noget nyt: Kyllingepålæg og kold fiskefilét – begge dele var han vild med. Han skulle selvfølgelig også have den sædvanlige æggemad og makrelmad og cheecedippers, så efterhånden bliver der sat en del til livs til frokosten.
Da Adam havde sovet, drak vi kaffe og kakao ovenpå i stuen. Det havde Adam lidt svært ved at finde ud af. Han ville meget gerne have, at vi skulle sidde ved spisebordet nedenunder, som vi plejer. Efter en tudetur hvor han fandt ud af, at far og mor faktisk mente, at vi skulle sidde ovenpå, og at man ikke altid får lov til at styre verden, gik det fint, og Adam spiste resten af sit honninghjerte fra i går og drak kakao.
Adam gik med far i køkkenet og lavede mexicanske madpandekager med guacumole. Han spiste faktisk også en del af det, da vi satte os til bordet. I det hele taget er det tydeligt for os, at han har åbnet mere op for nye ting på bordet i de sidste tre dage. Vi er også opmærksomme på, at det formentlig er fordi, han er blevet tryg ved rutinerne herhjemme og derfor har mere mod på at åbne op – også for madvarerne.

I morgen tager vi til børnegudstjeneste. Det bliver spændende at se, hvad Adam siger til det. Dels får han set andre børn – dem har der ikke været mange af, siden vi hentede ham på børnehjemmet, og siden Malthe og Alba tog hjem til Randers, da vi tog hjem til Køge. Dels plejer der at være god musik, og det ved vi, at Adam er vild med. Hvis han ikke har lyst til at være der, så går vi jo bare hjem igen. Farfar og farmor skal med os hjem og spise frokost. Det bliver spændende 🙂.

Fredag d. 16. november 2007

I dag vågnede Adam allerede kvart over syv. Det er nok noget af det tidligste, vi har oplevet. Mor og Emma var allerede oppe, for Emma skulle i skole.
Da Emma var taget i skole, og vi havde leget lidt, tog vi bussen til Køge for at få et personnummer til Adam. Hvis man tror, at den slags er nemt, kan man godt tro om igen. Vi havde på forhånd udfyldt en flytteanmeldelse (jo, Adam er jo flyttet fra Nigeria til Køge….), og den – i dag – venlig dame i Borgerservice tog en kopi af Adams pas og opholdstilladelse i passet. Så skulle hun lige spørge en kollega om den videre procedure. Hun kom tilbage og sagde, at vi i løbet af en uge vil få et midlertidigt personnummer med posten, for vi er jo ikke Adams forældre, før kommunen har fået papirerne fra Statsforvaltningen…… 😲 Det er åbenbart et helt utroligt bureaukrati, vi skal igennem, før det offentlige system anerkender, at vi har fået et barn.
På torvet mødte vi farmor. Adam spurgte selv: ”A farfar?” Farmor fortalte, at farfar lå derhjemme og sov. ”Farfar is sleeping”, sagde Adam så. Han var meget interesseret i farmors cykelklokke. Så tog vi bussen hjem. På vejen købte vi honninghjerter. Så gik vi hjem og lavede frokost. Imens vi dækkede bord, drillede Adam mor og slog hende bagi. Mor løb efter Adam, som søgte tilflugt hos far med et stort grin. Desværre stod en af køkkenskufferne åben, så Adam fik hjørnet af skuffen lige i panden. Hurtigt blev latter afløst af gråd . Så fik Adam et stykke køkkenrulle med koldt vand på bulen. Heldigvis var der ikke gået hul. Da han havde siddet lidt hos mor, ville han selv sidde med papiret, og snart var han klar til at spise frokost. I dag spiste Adam også kold kylling på en af rugbrødsmadderne.
Da Adam havde sovet ca. en time til middag, stod han op, og vi lavede kaffebord klar, til far kom hjem. Han var nemlig taget til Køge igen for at købe en ny cd, der ikke var kommet hjem tidligere på dagen. Der skulle også købes lidt ind.
Da far kom hjem, sad vi alle og spiste honninghjerter og drak kaffe og kakao. Så kom Emmas far, Mikkel og skulle hente Emma. Han blev lidt til kaffe og fik også årets første honninghjerte. Adam kunne ikke helt forstå, at Mikkel var Emmas daddy, og han græd lidt, da Emma sagde farvel og tog med Mikkel til Buresø. Nu må vi se, hvordan han klarer weekenden uden hende. Vi regner med, at han spørger efter hende nogle hundrede gange 😉. Da Emma og Mikkel var kørt, gik far og Adam i gang med at lave mad. I dag står menuen på fiskefilét og kartofler.

 

Torsdag d. 15. november 2007

I nat sov Adam i 13 timer, så han var frisk, da han stod op. Mor tog en tur til Køge for at fremskaffe et personnummer til den lille mand, men ak – det offentlige sover længe om torsdagen: De åbner først kl. 12……. Det blev derfor ikke til noget personnummer i dag. Vi håber på, det kan lykkes i morgen.
Imens mor var i Køge, havde far givet Adam en mundharmonika i hånden. Det kan nok være, at Adam kunne finde ud af at spille på den, mens far spillede på guitar.
Da mor kom hjem, greb Adam mor i hånden og førte hende op ad trappen til stuen og satte kurs mod skuffen med mundharmonikaen. Så var der koncert igen .
Bagefter spiste vi frokost, og så skulle far på kursus. Adam gik med mor på vaskeriet, og bagefter var det sovetid. Adam sov 1½ time til middag.
Så så mor og Adam lidt tegnefilm, og så var det tid til at lave mad. Adam var med til det hele: Han penslede kylling, dryssede salt på, stod lidt og ”fedtede” med sin børnekniv, da mor ordnede gulerødder, kartofler og porrer. Imens gav mor Adam en mandarin, og det var Adam helt vild med – dejligt, når den lille mand kan spise noget nyt.
Så kom Emma hjem fra kor, og far kom hjem fra kursus, og så var det spisetid. Adam spiste lidt, selv om det så ud som om, han godt kunne lide det. Han havde mere travlt med at lege pauseklovn . Især storesøster har meget svært ved ikke at grine i de situationer. F.eks. har Adam fundet på, at hyldeblomstsaft hedder ”bub-bub-man”. Det kan man jo undre sig lidt over…. 😲.

Onsdag d. 14. november 2007

I går ville Adam ikke spise aftensmad, så det slap han for. Vi spiste lam, som han godt kunne lide i sidste uge, men altså ikke i går.

Valgets resultat vil vi slet ikke kommentere 😥. Vi håber bare på, at undervisningsministeren vælger at gå på pension…….

Her til morgen skulle Emma starte i skole igen, så mor stod op kl. halv syv for at vække Emma, smøre madpakke og lave morgenmad. Far og Adam sov længe.
Efter lidt startvanskeligheder med morgenmaden spiste Adam sin morgenmad, og kl. 11 kom sundhedsplejersken på besøg. Hun var rigtig godt tilfreds med ham. Især fordi han ikke henvendte sig til hende overhovedet. Det er et sundhedstegn som betyder, at tilknytningsprocessen til os går rigtig godt. Hun fortalte bl.a. lidt om, at mørke børn skal spise ekstra d-vitaminer hele deres barndom, da de ikke naturligt danner d-vitaminer i samme grad som lyse børn.
Da sundhedsplejersken var gået, spiste vi frokost, og bagefter sov Adam til middag i næsten to timer. Så gik far og Adam en tur til søen og fodrede ænderne.
Mor havde lånt oldefars bil og kørte til Ølby med Emma for at købe ind. Bagefter kørte vi alle sammen Emma til taekwondotræning. Her hilste vi bl.a. på Sarah og Britt. Adam gik med Emma ind i omklædningsrummet og ville helst ikke ud derfra igen. Først da Emma var færdig med at klæde om, ville Adam med ud. Da vi skulle køre derfra igen, stak Adam i et hyl, for han kunne ikke forstå, at vi bare sådan kørte fra Emma. Vi forklarede ham, at mor skulle hente Emma igen senere, men han blev ved med at gå og sige ”Emma….Emma”, da vi var kommet hjem.

Vi har slet ikke haft kameraet fremme i dag, så jer der følger med må undvære billeder i dag 🙂.

Tirsdag d. 13. november 2007

I går var Adam igen med far i køkkenet. De lavede lasagne, men da det kom til stykket, ville Adam ikke spise det. Det var dog hyggeligt at være i køkkenet med far.
Bagefter var det badetid, og Adam bliver mere og mere modig. Til sidst lagde han sig ned i badekarret med ørerne under vand. Det syntes han var sjovt. Måske skal det ikke vare så længe, før vi skal en tur i babybassinet i Køge Svømmeland.

Adam spiste igen ½ ko til morgenmad, og hen på formiddagen gik vi ned på Emmas skole for at stemme. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her i huset gerne ser, at dagen i dag bliver slutningen på den siddende regering i almindelighed og undervisningsminister Bertel Haarder 🤒 i særdeleshed! Vi har i hvert fald i dag gjort vores til, at den danske folkeskole ikke bliver udsat for flere tåbelige beslutninger fra den herre. Nå, nok om det.
Vi har også i dag fået svar på de blodprøver, Adam fik taget i torsdags. De var alle fine. Hans stofskifte er fint, han har ikke HIV, og han har ikke hepatitis B. Enten har han haft, eller også er han vaccineret mod hepatitis A, så det er også i sin skønneste orden. Dejligt, at han er sund og rask. Det regnede vi også med 🤩. Før frokost legede Adam og Emma med balloner – det syntes de begge var rigtigt sjovt.
Efter frokost sov den lille mand 1½ time (det gjorde mor og far også…), og så var det tid til kakao og kaffe. I dag havde vi købt brunkager hos bageren, men det kunne den lille mand ikke lide. Det kan være, det går bedre med havregrynskuglerne, når vi går i gang med at trille dem.

På søndag skal vi til børnegudstjeneste, og farmor og farfar kommer til frokost bagefter. Nu begynder vi så småt at åbne op mod omverdenen. Så må vi se, hvordan det går. Farmor og farfar glæder sig i hvert fald til at hilse på Adam. De har ikke set ham, siden de tog i mod os i lufthavnen. Vi glæder os også til at se dem igen.

Mandag d. 12. november 2007

I dag har været en rigtig, rigtig god dag. Adam vågnede op og var i super humør. Han vågner som regel omkring kl. 7.30, og så kravler han over i fars og mors seng og hygger og sover nogle gange videre i ½ times tid. I dag lå han og puttede lidt og hev mor i håret 🤭. Så hoppede han ned på gulvet og legede med sin ”baby”, som han kalder sin blå mus. Den skulle puttes i hans seng. Det fik han lidt tid til at gå med, før han kommanderede far og mor ud af sengene: ”Daddy, I have to go wee-wee.” (Far, jeg skal tisse). ”Mommy, stand up!” (Mor, stå op!). ”Daddy, put on your shirt!” (Far, tag din skjorte på!). Sådan har vi det så hyggeligt om morgenen 😉. Allerede inden Adam havde fået tøj på, sagde han: ”I eat my food”, og det gjorde han helt uden problemer her til morgen: Først grød med banan, så et blødkogt æg og derefter to boller med honning. En gevaldig appetit!

Derefter tog vi bussen til Køge. Det var Adams første tur med bus, og det var han meget glad for. I Køge skulle Emma have den nye Harry Potter bog. Vi købte også et par nye vanter til Adam, for de andre kunne ikke rigtig holde de små fingre varme. Så måtte vi en tur ind til kaffedamerne, der har fulgt med i den fantastiske rejse til Adam. De var jo helt vilde og glemte nærmest de andre kunder i butikken. Åsa kom helt hen og ville snakke, men Adam var genert og gemte hovedet lidt hos mor. Det er fantastisk positivt og betyder, at hans tilknytning til os bliver bedre og bedre. Det var vi jo glade for at se, selv om vi jo kan mærke, at han falder mere og mere til dag for dag.
Vi skulle også en tur på biblioteket for at kopiere nogle papirer til kommunen, mor skulle aflevere en bog, og far skulle låne nogle cd’er.
Bagefter gik vi i Fætter BR for at se efter noget legetøj til badekarret, men det kunne vi ikke finde. I stedet købte vi en pakke balloner, en nissehue og en julesok til Adam, som vi gemmer lidt endnu.

Så tog vi bussen hjem igen og stod af ved SuperBest, hvor vi købte ind til en dejlig frokost. Adam spiste som sædvanlig sine 3 stykker med æg og røget makrel.
Bagefter tog mor og Adam en lur. Det blev kun til en time i dag, men Adam var frisk, da han vågnede.
Så var det tid til banan og kakao. Imens skrev Emma danskopgave, der skal afleveres på fredag. Emma starter i skole igen på onsdag. Det er hun ikke så vild med, og det bliver spændende at se, hvad Adam siger til det.

Søndag d. 11. november 2007

I går hjalp Adam igen far med at lave mad. Da det var Mortensaften, fik vi and, og det kunne Adam godt lide. Ind i mellem var magneterne på køleskabet dog mere interessante end at hjælpe far.

Adam sov igen længe her til morgen. Mor var først oppe for at vække Emma, der skulle synge i kirken, og så kom far og Adam op. Som de foregående morgener var Adam ikke meget for at spise sin morgengrød – det tog lige et par timer, før den var spist.

Senere på dagen fik Adam en ny bil, som en af klasserne på fars skole havde givet ham. Den var meget spændende, og den lille mand i bilen skulle lige kigge ind i Fisters bur 😲.

Da vi skulle til at spise frokost, kom Emma hjem fra kirke, så vi nåede alle at spise sammen. Det var hyggeligt.

Bagefter sov Emma og Adam til middag, mens far slappede af ved computeren, og mor vaskede tøj og lavede julegavemærker.

Efter middagsluren drak Adam og Emma kakao og spiste banan, og så gik vi alle en tur rundt om søen. Adam fodrede ænder og skubbede selv sin klapvogn. Det syntes han var rigtigt sjovt, og vi måtte ikke hjælpe. Til sidst kom Adam op i klapvognen igen, og så kørte vi race hjem. Det syntes Adam var hylende morsomt, og da han og far skulle køre klapvognen i skuret, drønede Adam af sted med klapvognen, så far knap kunne følge med.

Lørdag d. 10. november 2007

Da Adam havde været i bad i går, sad vi og hyggede os lidt med at tegne. Far tegnede hele familien og guitarer. Det var rigtig sjovt, syntes Adam. Emma var ikke hjemme, for hun sov hos Ida. Det kunne Adam ikke helt forstå.
Adam har været temmelig sur her til formiddag, så efter morgenmaden gik vi en tur ned til søen. Han syntes, det var sjovt at fodre ænderne. Dem er han slet ikke bange for. Da vi kom hjem, var han sur igen. Han er stadig ikke helt tilfreds med at skulle dele hjem med Fister, men alligevel er Adam nysgerrig efter at se, hvad Fister er for en. Vi kan ikke rigtigt regne ud, hvorfor Adam er så bange for dyr. Det gælder både plasticdyr, tøjdyr og levende dyr (hunde, geder og tydeligvis også marsvin). Måske har der været rotter på børnehjemmet, eller også har han haft en anden dårlig oplevelse med dyr.
Først da frokosten stod på bordet, ændrede humøret sig mærkbart, og der røg lige 3 stykker rugbrød og en pakke cheesedippers ned. Så kom Johnny og hentede far, der skal ud at spille i aften. Emma kom også lige med sin dyne, inden hun skulle synge til begravelse i Boholte kirke. Så var huset tomt, og mor puttede Adam. Det blev kun til ca. en times middagslur. Emma var i mellem tiden kommet hjem. Kort tid efter kom far. Så satte far låge op på det øverste af trappen, så Adam ikke kan falde ned.
Så satte familien sig ned ved kaffebordet. Adam og Emma pelsede hver en banan, mens der blev læst julekataloger. Adam fik kataloget fra ’Toys r’us’, og der gik han lynhurtigt efter siderne med biler og cykler.

 

Fredag d. 9. november 2007

Igen en nat uden problemer. Det kan vi godt vænne os til 🤩. Morgenmaden var næsten også uden problemer. Oldemor ringede og sagde, at vi godt kunne låne bilen, så vi besluttede os for at køre til Roskilde og få taget blodprøve på Adam.
Hele vejen i bilen sad han og kiggede betaget ud af vinduet. Vi kom til sygehuset og skulle vente lidt. Adam havde haft Emlaplaster på derhjemme i 1½ time, men der stod at det skulle tages af ½ time før blodprøvetagning, da det ellers kunne være svært at finde blodårerne. Vi tog derfor plasteret af, lige inden vi skulle køre. Fordi vi kom til at vente ca. ½ time, viste det sig, at plasteret ikke virkede mere, da vi endelig kom til. Sygeplejerskerne havde vist heller ikke den store erfaring med blodprøvetagning på små sorte arme, for de kunne ikke finde en blodåre at stikke i. Første gang stak de, men sagde at Adam havde flyttet armen, så nålen ikke kunne ramme blodåren…. Adam skreg, og de sad begge og fumlede. Så sagde de, at de ville prøve i den anden arm. Mor sagde, at det var ok, men at hun gerne ville have det overstået nu, og at de vel havde prøvet at tage blodprøver før. Det sagde de, at de havde…. Så sad de lidt og trykkede på den anden arm skiftevis begge sygeplejersker. Imens skreg Adam….. Til sidst fik de endelig stukket, og denne gang med gevinst. Det var tydeligt for far og mor, at Adam havde haft mindst én dårlig oplevelse med læger og nåle før, for da vi kom ind og satte os på briksen, viste han os tydeligt, at det var han ikke vild med. Den reaktion fik vi slet ikke, da vi var hos vores egen læge den anden dag. Hun havde selvfølgelig heller ikke hvid kittel på. Da det hele var overstået, kom Adam ret hurtigt på mærkerne igen. På vej ud gennem receptionen fik han øje på kiosken og sagde: ”I want to eat.” Så købte mor en banan til ham, og den blev hurtigt spist. På vej ud til bilen på fars arm, sagde Adam: ”I cried”, og det syntes mor og var jo var helt ok 😥.
Da vi kom til Køge, gik vi i Kvickly. Der var ikke ret mange mennesker, og Adam havde helt glemt, at han i Nigeria ikke ville sidde i en indkøbsvogn, for det gik ganske fint i dag i Kvickly.
Da vi kom hjem, var det frokosttid. Adam spiste igen røget makrel og æg. Denne gang også nogle cheecedippers. Da de små grissini var spist, var der stadig flødeost tilbage, og det smurte mor på en rugbrødsmad, som også lige blev spist .
Efter frokosten tog far over til farfar og farmor efter Fistermarsvinet, og Adam sov i to timer. Så syntes mor, det var nok, og vækkede den lille mand. Han var frisk med det samme og efter at have spist en banan, satte han sig og tegnede.
Så kom far hjem med Fister. Det var Adam ikke meget for. Først ville Adam op på armen, hver gang han skulle forbi Fisters bur, men da far viste ham den flotte rygsæk med bogen i fra farfar og farmor, glemte han alt om Fister og gik forbi buret uden problemer. Bogen var rigtig god, for den handlede om traktorer, og når man trykkede på en knap, sagde det som en traktor. Det fandt Adam hurtigt ud af 😀. Rygsækken blev åbnet og lukket flere gange og studeret nøje, og Adam kiggede på den og sagde: ”My own” 🙂. Den skal nok blive flittigt brugt.

 

Torsdag d. 8. november 2007

I går aftes spillede Adam og far fodbold, da Adam havde været i bad. Det syntes de begge to var mægtig sjovt. Bagefter var Adam godt træt, og han kom i seng og sov 12 timer i sin egen seng. Det er helt utroligt!

Her til morgen vågnede han med ordene: ”I want kage.” Han kunne godt huske, at der var lidt chokoladekage tilbage fra fars fødselsdag.
Det var dog ikke kage, der stod på morgenmadsmenuen, og det var Adam noget utilfreds med, så han spiste ikke ret meget til morgenmad og var temmelig gnaven det meste af formiddagen. Til gengæld røg der 3 stykker rugbrød med røget makrel og æg ned til frokost.
Efter frokost skulle far på kursus, og Adam tog 1½ times middagslur. Lige før han vågnede, skulle Emma til kor, så mor og Adam var alene hjemme. Da Adam vågnede, fik han tøj på, og så gik mor og Adam ud i skuret efter klapvognen. Mor var lidt spændt på, om det skulle være samme cirkus som sidst, men det skulle det ikke, for da mor tog klapvognen ud af skuret, sagde Adam: ”I want to sit down”, og pegede på klapvognen. Så kørte vi en tur ned til søen, hvor Adam kiggede på vandet og så, at ænderne blev fodret. Det syntes han var rigtigt sjovt. Så mødte vi den dame, der har købt oldefars og oldemors hus. Hun havde Eva-Maria med, og hun sad i en cykeltrailer, og det var Adam meget optaget af. Så gik mor og Adam videre. Faktisk gik Adam hele vejen fra søen og hen til Bakken selv, og så ville han gerne op i klapvognen igen.
Da vi kom hjem igen, spiste vi kage og banan. Bagefter så vi lidt Sørøver Sally. Så var det tid til at lave mad. Så ringede far, og Adam sad med telefonen og lyttede og smilede, imens far snakkede til ham.

Onsdag d. 7. november 2007

I går spiste vi fødselsdagsmiddag, og Adam kan rigtig godt lide lammekød. Efter middagen rendte Adam lidt rundt med mors skoletaske og sagde: ”I want to go to gool (school)”, og så gik han ud til hoveddøren og var helt klar til at gå i skole .

Efter bad og godnathistorie sov Adam igen 11 timer i sin egen seng. Da han vågnede, syntes han, at vi igen skulle synge fødselsdagssang for far, for han sang ”happy birthday” lige så snart, han var stået op. Han var dog ikke helt morgenfrisk, for hans idé om indtagelse af morgenmad var noget alternativ. Det tog derfor et par timer, før han havde spist. Selv derefter var han noget gnaven 😠. Da mor og Emma cyklede over til oldefar og oldemor for at låne bilen, skreg han i vilden sky. Det tog far dog helt roligt, og da mor og Emma kom tilbage med bilen, var der igen ro i lejren. Humøret steg adskillige grader, da han blev spændt fast i autostolen i bilen, og vi trillede mod Køge. Adam sad og snakkede og pegede ud ad vinduet på bilerne. Vi kom lidt for tidligt til Køge, så vi smuttede lige forbi Mogens, som har butik næsten ved siden af lægen. Her tullede Adam rundt og (s)pillede lidt på de forskellige klaverer og guitarer. Far var lige i hælene på Adam hele tiden.
Hos lægen var der alligevel ventetid, men det gjorde ikke noget, for lægen havde noget ret godt legetøj i venteværelset: Biler, en helikopter med en mand i og en flyvemaskine. Der var også en bog både med biler og cykler i. Så blev vi kaldt ind til lægen. Hun sagde goddag og snakkede lidt med mor, mens Adam legede med far og mere legetøj. Så ville lægen gerne se på Adam, som satte sig hos mor. Først lyttede lægen til hjerte og lunger, og det syntes Adam var spændende. Lægen sagde, at det lød godt. Så kiggede lægen i Adams ører og hals, og det så også fint ud, sagde hun. Så fik mor en seddel til nogle blodprøver, og til sidst gik lægen ud for at finde en sprøjte og et vaccinationskort. Så rullede lægen Adams bluseærme op – og stak! Det var ikke så sjovt, så Adam stak i et hyl. Lægen var dog hurtig med en æske med slik og plasticbiler, og da Adam fandt ud af, at han måtte få en bil, holdt han op med at græde, lige så hurtigt som han var begyndt. Han valgte en lille blå bil. Så var det hele overstået, og da Adam gik ud ad døren, sagde han ”bye, bye!” til lægen. Ude i bilen sagde han: ”Doctor give me moto!” (Lægen gav mig en bil). Glemt var stikket i armen. Adam faldt i søvn i bilen, men vågnede igen da vi var hjemme. Så var han klar til at spise rugbrødsmadder med røget makrel og æg, og bagefter tog mor og Adam en lur.
Efter luren fik mor og far en kop kaffe, mens Adam sad og tegnede og legede med den nye bil.
Bagefter hjalp Adam far med at skrælle kartofler, og det var rigtig hyggeligt.

 

Tirsdag d. 6. november 2007

I dag er det faaars fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaaaa! Kun 30 år bliver den nybagte far.

I går aftes var Adam med far i køkkenet. Adam tabte dog hurtigt interessen for madlavningen og kastede sig over magneterne på køleskabet i stedet for. Da vi havde spist, var der musik i stuen. Adam spillede henholdsvis djembe og fodmassagerulle (se billederne under ’Billeder fra Danmark’).
Adam sov igen i nat 11 timer i sin egen seng. Det er fantastisk, at han har det samme sovehjerte som resten af familien .Dagen startede med fødselsdagssang – Adam sang ’Happy birthday’. Derefter gik Adam og mor i køkkenet og lavede fødselsdagsmorgenbord til far sammen med Emma. Adam og Emma spiste havregrød med banan og æble, og da vi havde sunget fødselsdagssang for far igen, spiste Adam også en bolle med marmelade og – for første gang nogensinde måske – et blødkogt æg. Far åbnede en gave, og Adam sagde: ”Aahh!”
Så gik vi og nussede lidt. Mor skulle lægge tøj på plads, og far gjorde klar til, at vinduespudseren skulle komme. Adam spiste ½ stykke rugbrød med æg, og så var han klar til at sove til middag. Da Emma var klar, cyklede mor og Emma til Køge for at få Adam registreret i systemerne, men det kunne ikke lade sig gøre, for de ville gerne se pas og opholdstilladelse, og det er hos Statsforvaltningen endnu.
Da mor og Emma kom hjem, var Adam vågen. Da vi skulle til at spise frokost, ville Adam spise igen. Han pegede på den røgede makrel, og så spiste han 1 stykke rugbrød med det og endnu ½ stykke med æg.
Et par timer efter røg der også lidt chokoladekage ned.
I aften har far bestilt lam med græsk salat og tzasiki, som mor skal lave. Det bliver spændende, om Adam kan lide det.

I morgen skal Adam til læge for første gang i Danmark. Det bliver spændende, hvad han siger til det. Vi låner oldefars bil, og Adam elsker at køre i bil. Desværre skal vi jo ikke så langt, men det kan være, vi kører en ekstra omvej hjem 😉.

Mandag d. 5. november 2007

I går aftes faldt Adam i søvn med det samme og sov det meste af natten i sin egen seng. Ved 5-tiden vågnede han og kom over i mors og fars seng. Det blev til 11 timers søvn i alt – det er jo fint.

Vi var efterhånden ved at være lidt bekymret for måltiderne, for Adam kunne af og til finde på de mærkeligste ting. Efter at have læst lidt i adoptionslitteraturen, da Adam var faldet i søvn, blev vi enige om en ny strategi, og den har bare virket hele dagen i dag. Adam har spist både morgenmad og frokost uden problemer overhovedet, så vi håber, det fortsætter sådan 🤩. Det er jo sådan, at adoptivbørn kan reagere på ændringer på mange forskellige måder: Nogle børn kan ikke sove, nogle børn vil ikke have, at man rører ved dem, nogle børn overspiser og nogle børn lukker af for indtrykkene ved ikke at spise. Når man ser det hele i det store perspektiv, er de små-problemer vi har haft med spisningen her de sidste tre dage absolut til at klare.

I dag har familien været på by-tur på skift – kun Adam har ikke været ude for en dør. Først hyggede han hjemme med Emma og mor. Da han havde spist frokost, puttede mor ham til middagsluren, og kort efter kom far hjem, så mor og Emma kunne tage af sted. Far havde bl.a. købt en putte-kasse, som Adam er glad for.

I morgen bliver far 30 år. Så må vi se, om Adam vil synge ”Happy birthday” – det kan han nemlig godt 😀.

Søndag d. 4. november 2007

I går talte Adam i telefon for første gang. Det var farmor og farfar, der var i røret. Adam har lært at sige ”farfar”, og det var farfar meget stolt af. Adam sagde også: ”How are you?” til farfar. Inden Adam skulle sove, spillede vi godnatsange. Adam spillede skiftevis på sin guitar og på jimbe, far spillede dobro, mor sang og spillede på den nyindkøbte afrikanske maracas, og Emma skiftevis sang og spillede på jimbe. Det var rigtig sjovt 😀.
Bagefter 
havde Adam meget svært ved at falde i søvn. Han lå i 1½ time i sin seng uden at falde i søvn, men også uden at være ked af det eller sur. Til sidst kaldte han på mor, som tog ham og hans dyne med ind i sofaen, så han kunne ligge hos mor og putte. Der lå han vel i en time uden at falde i søvn. Til sidst lagde mor ham ind igen, og så faldt han endelig i søvn.

Adam vågnede kl. halv otte og spurgte igen straks efter Emma. Far og mor syntes dog, at hun skulle have lov at sove længe i dag, så vi blev i sengen. Det syntes Adam også var meget hyggeligt. Han lærte at tænde og slukke sengelamperne.
Så fik Adam tøj på og morgenmad. Så stod Emma op og var klar til morgenmad, og så kunne Adam da også godt spise en bolle med syltetøj, selv om han havde spist havregrød med bananstykker i.
Efter morgenmaden hentede far den store klapvogn i skuret, så den kunne stå herinde og blive lidt varm. Den syntes, Adam var spændende, og han ville straks op i den. Der sad han lidt og hyggede sig og snakkede. Så gjorde vi klar til at køre en tur. Adam fik flyverdragt, hue og vinterstøvler på og blev sat op i klapvognen igen. Så startede sirenen ellers. I Nigeria havde vi samme problem – bare med paraplyklapvognen: Når vi var i haven, ville han gerne sidde i den, men stortudede lige så snart vi gik ud på vejen. Vi var enige om, at nu måtte vi tage kampen, så vi tog ham ikke op, for vi ville give ham en erfaring for, at det er sjovt at køre i klapvogn, og at der ikke sker noget. Han storhylede  og sparkede i ca. 3 minutter. På den tid nåede vi at møde en lærer fra Emmas skole, der spurgte, om vi havde fået vores søn? Det måtte vi jo svare ja til, men at han var lidt sur lige nu. Hun kiggede skeptisk på os 🤨, mens vi fortsatte.
Efter at far havde snakket til ham i øjenhøjde, holdt Adam op med at græde. Det hjalp. Han opdagede, at hjulene på klapvognen kørte rundt, og det var jo sjovt at kigge på. Han fandt også ud af, at man ikke bliver kørt ned af bilerne, selv om man sidder i en klapvogn på vejen. Det var faktisk ret sjovt at sidde der og blive kørt af sted.
Da vi kom hjem, spiste Adam rugbrød (æggemadder og kylling), og bagefter sov han i ca. 5 kvarter, og så var han sulten igen. Denne gang var det banan, der blev spist.

Lørdag d. 3. november 2007

Dagen i går sluttede med, at Adam indviede sin nye potte. Dér sad han og fortalte en historie fra de varme lande, imens der kom gevinst i potten. Det syntes han var meget, meget hyggeligt og spændende. Adam kaldte efter tur far og Emma ud på toilettet for at se resultatet….. 🤭.

Derefter var det tid til at komme i bad, og det var også ret hyggeligt. Det nye badehåndklæde blev indviet, og Emma forsøgte at tage billeder, men Adam var i drillehumør, så han rakte tunge hele tiden .

Derefter var det puttetid. Far læste godnathistorie, og mor og Emma kyssede godnat. Efter 10 minutter sov Adam, og far kunne tage til Backseat koncert, som han havde glædet sig til siden før, vi tog til Nigeria, men som han ikke havde regnet med at kunne nå hjem til.

Adam sov 13 (!) timer i sin egen seng uden at vågne så meget som én gang, og han opdagede slet ikke, at far havde været væk. Da Adam slog øjnene op, var det første han sagde: ”A Emma? I want to go to Emma.” Så stod mor op og tog Adam på armen, og så gik vi ind og vækkede Emma. Adam sagde: ”Come!”, tog Emma i hånden og trak hende ud til hoveddøren. Han ville på legepladsen med det samme. Det kom han dog ikke før om eftermiddagen. Vi spiste morgenmad, og far spillede sin nye cd med Eagles. Da Adam hørte de første toner, spredte han armene ud og fløj :o) Da maden var spist, skulle Adam lige tjekke, om Emmas ghettoblaster stadig virkede – det gjorde den, og han dansede lystigt rundt foran Emmas spejl.

Efter frokost og eftermiddagslur gik vi på legepladsen, men i dag var det ikke så sjovt. Det var også lidt koldere, og det blæste mere. Det blev dog til en enkelt tur på vaskeriet og på rutchebanen, før vi gik hjem og spiste banan.
Det har været endnu en rigtig dejlig dag med familien samlet.

Fredag d. 2. november 2007

Adam vågnede kl. 5….., men sov heldigvis videre til kl. 7. Han gik omkuld kl. 19 i går aftes. Imens vi redte hans hår efter badet, faldt han i søvn. Han vågnede, da vi lagde ham i hans nye seng og græd lidt, men han faldt hurtigt i søvn. Efter et par timer vågnede han lidt igen og græd, men faldt hurtigt i søvn igen. Senere vågnede han og var ked af det igen, og så kom han op og sov i mors og fars seng. Så sov han. Det gjorde mor og far til gengæld ikke så meget…. 🤨. Det er den første nat med Adam, hvor han er vågnet om natten. Selvfølgelig måtte der komme en reaktion på et tidspunkt.

I morges var der lidt protest ved morgenmaden, men han fik dog spist lidt grød og brød alligevel.
Her til formiddag cyklede far ud og købte ind, mens mor og Emma blev hjemme. Der var bl.a. bunker af vasketøj, der skulle vaskes. Så var det tid for en lille lur til Adam. Senere tog tøserne i byen for at låne oldefars bil og for at købe bl.a. potte og vinterstøvler til Adam og Emma (okay – ikke potte til Emma). Til frokost fik Adam rugbrød for første gang. Leverpostej kan man i hvert fald ikke li’, men æg og pølse er rigtig godt. Rugbrødet kunne spises, men skal vist være uden kerner fremover.
Senere på eftermiddagen gik vi alle en tur på legepladsen. Det kunne Adam rigtig godt li’. Især rutchebanen skulle prøves igen og igen.

Torsdag d. 1. november 2007

Som I sikkert allerede har regnet ud, er vi nu kommet hjem. Den lille familie er samlet. Vi glæder os, til vi også kan samle den lidt større familie omkring os, men det venter vi lidt med endnu. Adam skal lige lære sin søster og sit hjem at kende først.
Vores hjemrejse gik godt. Vi nåede de fly, vi skulle (2 stk.), men det sidste var lidt på et hængende hår. Timerne fra kl. 15 i går til kl. 9.30 i morges var nok noget af det mest mentalt og fysisk stressende, vi har været med til længe, men nu er det heldigvis overstået, og vi nyder i den grad at være hjemme i Danmark. Emmas far, Mikkel, kørte os hjem og blev her i et par timer, hvor vi bl.a. fik opdateret, hvad Emma har lavet i de mere end tre uger, vi har været væk. Vi havde også købt et par gaver med hjem til Mikkel-far. Farmor havde købt ind for os, så da vi kom hjem, fik vi en dejlig kop Køge-kaffe og lidt senere rugbrødsmadder med karrysild, skinkesalat og leverpostej!!! Det var bare godt . Der var friske blomster på bordet, og en skøn tegning af en flyver med far, mor og Adam i. Den havde farfar lavet. Der var små overraskelser rundt omkring: Nyt lækkert tøj til Adam, et nyt tæppe til Adams stol, en fødselsdagsgave til far fra faster Melinda og græskarmænd ved hoveddøren – det var vist også farfar, der havde været på spil der 🤩.
I løbet af de næste par dage vil vi her på hjemmesiden forsøge at beskrive vores oplevelser i forbindelse med hjemrejsen.