Tanker

Nu har vi været i Nigeria i lidt over en uge. Inden vi tog af sted har jeg læst om landet i flere bøger. Her læser man meget og fattigdom, korruption og at man bør færdes varsomt. Man må sige det jeg har oplevet indtil nu er et noget andet billede. Vi bor privat hos en Nigeriansk/Fransk familie og de er enormt gæstfrie. Vi har sammen med vores søn Adam på gaden blevet mødt med følgende tilråb: ”God bless you”! Selv i et supermarked blev jeg spurgt hvor jeg kom fra og mødt med et håndtryk og et varmt velkommen til Lagos Nigeria.

Nigeria er et olierigt land med masser af ressourcer, problemet er bare at ressourcerne forvinder ud af landet, der er ikke specielt meget der tilfalder den lokale befolkning. På trods af denne ulighed og fattigdom er det Nigerianske folk et utrolig gæstfrit, stolt og arbejdsomt folk.

Jeg tror det rigtig sundt, at se verden under andre himmelstrøg end lige ens egen andedam. Med på min rejse har jeg taget noget dansk musik med for at dulme den værste hjemve og savn til min guitar…:o)

Allan Olsens plade En Gros har fulgt mig på min dannelses rejse. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet far eller det er de fremmede himmelstrøg der gør udslaget, men den gode gamle Allan har med sin sang Wir Will ein Danmark for anden gang virkelig sat nogle ting i perspektiv. Jeg tror at alle mennesker har godt af at stoppe op og lige tænke sig om en ekstra gang… lad os for fa’en få smidt de skyklapper væk og droppe vores tunnelsyn og så gøre en forskel!

Læs teksten og lyt til sangen.

Wir will ein Danmark

Jeg har nydt den luksus og kunne rejse

 gennem fattigdom en masse

fra Ganges over Vesterbros slum

på min egen form for nas

fra Chieng Mai – over Bombays forfald

til den fattigste tigger i Rom     

var det eneste tilråb jeg fik

-      Hello friend where do you come from?

Jeg tænder mit fjernsyn og genkender verden i brand

Og siger til mig selv – gu’ har vi råd

til en hjælpende hånd

tabte fædre, tabte mødre

tabte unger som skrøbeligt glas

kigger ind i varmen og ber om en ledig plads

det er ok med mig

og jeg ved det er ok med dig

hvem af os sku’ være dommer

værsgo og peg

wir will ein gute Danmark

godt for os og godt for dem

det bliver et o.k. Danmark

hvor velkommen her falder nemt

og venlighed er trend

jeg ser dem i Kastrup forpjuskede i umoderne tøj

klamt af koldsved

og spinkle forhåbningers anstrøg

jeg ser plasticblomsten af Danmarks dumhed stå frem

skyklapperslips der siger – send hele bundtet hjem

horisont som en mink

tom som en Texaco-plasticdunk

apropos benzin

glem alt om Lübeck og Berlin

hør hvad din dronning sir’

vi vil ikke ha’ molotovfjolser og mordbrændere her

wir will ein gute Danmark

godt for os og godt for dem

det bliver et o.k. Danmark

hvor velkommen her falder nemt

og venlighed er trend

2. oktober 2007
Jeg skal være Adams mor, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Snart tager vi til Nigeria for at hente ham og lære hans fødeland at kende. I den forbindelse går jeg blandt andet og tænker på, at man til en vis grad bliver en offentlig person, når man vælger at adoptere et barn fra Nigeria. Uanset at Danmark er ved at blive et multietnisk samfund, er det altså ikke hverdagskost, at en hvid kvinde er mor til et sort barn. Blandt andet derfor er de fleste mennesker nysgerrige. Mig selv inklusive. Der er dog, har jeg fundet ud af, mange grader af nysgerrighed, hvilket følgende lille episode viser: Da vi fik besked på, at det var Adam, der ventede på os i Nigeria, fik vi samtidig et billede af ham. Vi gav en kopi til farmor og farfar, oldefar og oldemor. En uge efter var vi ude at købe ind. Pludselig kommer en kvinde og hendes mand nærmest løbende hen til os, mens hun meget højt siger: "Neeejjj!! Tillykke! Hvor er han dog bare sød. Hvornår tager I afsted?" Jeg kunne regne ud, at det var min søn, hun talte om, men jeg havde aldrig set dette kvindemenneske før, men hun kendte åbenbart os - og vores søn... Det viste sig, at hun var en bekendt til min mands søster. Det var en meget surrealistisk oplevelse. Jeg kan godt regne ud, at den ikke er den sidste af sin art.
For at familien skal kunne følge med i vores rejse, har vi lavet en hjemmeside (som du jo, kære læser, har fundet frem til 😉). Der har allerede nu været over 1000 besøgende på denne side. Vi har ikke på nogen måde gjort reklame for denne side til andre end familie, venner og nogle få kollegaer og ja - vi har mange venner, men ikke SÅ mange...😲 Vi er helt enige om, at dette vindue til offentligheden bliver lukket igen, når vi er kommet godt hjem med Adam, og familie og venner har mødt ham. Indtil da skal alle der - bevidst eller tilfældigt - klikker ind på vores side her være hjerteligt velkomne 😀.

Jeg glæder mig til at komme til Lagos. Afrikas største by. Jeg tænker, det bliver meget mærkeligt at gå på gaden og være HVID. Rigtig mange mennesker kommer til at vende sig om og kigge efter os. Sådan vil det sandsynligvis også være for Adam, når vi fremover går en tur i byen. Jeg er glad for, at jeg selv kommer til at prøve det, så jeg ved, hvordan det måske vil føles for Adam. Han skal leve med det resten af livet.

Jeg har en bekendt, der har en mørk dreng i pleje. Da han hørte om min adoption, sagde han: "Så skal du vænne dig til, at fremmede mennesker kommer hen til jer og roder ham i håret. De er helt vilde med det sorte, krøllede hår." Nej, det skal jeg IKKE vænne mig til. Jeg er fuldstændig parat til at rode den første gamle dame i hendes blågrå farvede lokker, hvis hun så meget som tænker på at røre ved mit barn. Astrid Lindgren sagde engang: "Det er ikke let at være barn, nej! Det er svært, meget svært. Hvad indebærer det da - at være barn? Det indebærer, at man skal gå i seng, stå op, klæde sig på, spise, børste tænder og pudse næse, når det passer de voksne, ikke når det passer én selv... Det indebærer også, at man uden at beklage sig må høre på de mest personlige kommentarer fra enhver voksens side, hvad angår ens udseende, helbredstilstand, påklædning og fremtidsudsigter. Jeg har ofte spekuleret på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle de voksne på samme måde..."
Disse ord har jeg båret i mit hjerte, siden første gang jeg læste dem. Ikke dermed være sagt, at jeg ikke selv kommer til at forbryde mig mod det en gang imellem, men jeg vil gerne tro, at det også får mig til at stoppe op, når jeg er lige ved at gøre det. Det vil jeg ønske, at andre også gør, når de møder Adam og os på gaden i fremtiden. Ellers kan de godt regne med at gå derfra med uglet hår.....