Således slutter vores rejsedagbog fra Nigeria. Vi fortsætter dog med dagbogen lidt endnu. Du kan finde vores dagbog under punktet 'Hjemme i Danmark '07'. Her fortsætter vi med at skrive lidt. Vi har nemlig valgt at isolere os fra omverdenen en stykke tid for at lade Adam få ro til at falde til og lære sin søster og sit hjem at kende. For at familien stadig kan følge med i, hvad vi laver, lægger vi også stadig nogle billeder ind. Dem kan du se under 'Fotos fra DK '07'.

I går aftes kom der flere gæster i huset. Alain hentede en fransk familie i lufthavnen. Det var nogen, der har adopteret to børn her fra Nigeria. Børnene er nu omkring 10 og 6. De er husets private venner, og de skal bl.a. besøge det børnehjem, hvor børnene har boet.
Efter vi havde spist, sad vi og hyggede lidt med værtsfamilien og Ester og Michael. Vi gav værtsfamilien cd’en og dvd’en med ’Everybodys talking’, som vi så den anden aften. Det blev de meget glade for. Vi fik også udvekslet mailadresser, så vi kan holde kontakten ved lige.
Jonas og Michael havde købt en del nørde-øl i det lokale Shoprite, og d’herrer kunne naturligvis ikke gå i seng, før de alle var drukket. Os piger gik i seng lang tid før. Vi blev dog vækket efter et stykke tid af larmende motorcykler. Det var de nørde-øl drikkende mænd, der liiige skulle se en optagelse af nogle motorcykler på computeren…… (!) Her fra soveværelset blev der ikke talt særligt sødt til manden, der kom listende ind ad døren senere…😠

Her til formiddag har vi forsøgt at gøre alt, der er i vores magt for at komme hjem i aften. Vi har fået Elviras assistent, Mark, til at prøve at finde frem til vores pakke med Adam og Albas laissez-passerer, og vi har givet vores flybilletter til Chinassa, der så snart vores pakke er lokaliseret, tager til Lufthansas kontor og får ændret datoen på vores flybilletter.
Vi skal bekræfte ombookingen af vores flybilletter i dag inden kl. 14, så pakken skal altså findes inden. Sidste nye er, at Mark på UPS hovedkontor her i Lagos fik at vide, at pakkerne først kom fra lufthavnen og til hovedkontoret her i eftermiddag, og de kunne ikke sige, hvornår i eftermiddag. Vi tør ikke tage nogle chancer  med flybilletterne, så vi bekræfter ikke rejsen, før vi ved med sikkerhed, at pakken er her i byen.

Hvis der i et par dage bliver lidt stille her på hjemmesiden, kan I roligt regne med, at det er fordi, vi er på vej hjem. Derefter skal I nok få at vide, hvordan vores hjemtur gik. Hej så længe – eller forhåbentlig: Hej så kort!

Endnu en dag under sydlige himmelstrøg. I dag skal vi ud og cruise i det nærliggende store shopping mall Shoprite. Vi regner med at tjekke deres boghandel og cd butik ud og lave et mindre indkøb. Vi kunne godt tænke os en flot faktabog med flotte billeder her fra Nigeria, og så er vi simpelt hen nødt til at investere i den nye cd med ”Two faces”, som der den hotteste nigerianske kunstner for tiden. Vi hører cd’en i bilen, hver gang vi er ude at køre. Genremæssigt er det en blanding af reggae og rap – ret godt, faktisk.

Vi har nu været ude at shoppe. Elvira havde glemt at sende sin chauffør tilbage efter os, da hun var taget på arbejde, så vi kom først af sted, da hun kom hjem kl. 17 😥, så det blev ikke til den vilde shoppingtur. I boghandelen var alle bøger om Nigeria og Lagos udsolgt, og i cd butikken var alle cd’er med ”Two Faces” udsolgt. Vi kom dog derfra med bøger og cd’er alligevel. Det vigtigste var egentlig også bare at komme ud af huset og få lidt luftforandring. Tony sagde, at vi sagtens kunne købe cd’en på gaden i morgen, så vi håber, vi kommer til at holde i en rigtig lang kø, hvor der kommer en gadesælger forbi med den helt rigtige cd. Nu må vi se, om vi er så heldige.

Sidste-sidste nyt er, at Adams laissez-passer er ankommet til Lagos. Vi tør dog ikke ombooke vores flybilletter, før vi står med det i hånden. Vi er i gang med at pakke, så vi kan komme af sted, så snart det hele er i orden. I morgen skulle vi gerne have en afklaring med hensyn til vores afrejsedato.

Så blev det mandag igen. I dag skulle vi på børnehjemmet og sige endeligt farvel. Vi havde købt en kæmpe sæk med ris og en stor flaske olie. Vi havde selv nogle bodystockings, bleer og resten af vores brintoverilte gel med til dem. De blev glade for vores donation.
Vi var lidt spændte på, hvordan Adam ville reagere. Måske ville han tro, at vi ville efterlade ham på børnehjemmet. Vi havde i går aftes fortalt ham, hvor vi skulle hen og sagt, at han skulle være sammen med os, og at det kun var et besøg, og at vi ville køre hjem igen alle tre. I starten var han lidt stille og kiggede rundt, men lidt efter lidt lignede han den dreng, vi kender og på bare to uger slet ikke kan forestille os at leve uden. Vi sørgede for, at han hele tiden var på armen af os, selv om lederen og nogle af de andre voksne på børnehjemmet gerne ville holde ham. De kaldte ham alle sammen for Benson, men han reagerede ikke rigtigt på det. Vi kalder ham jo Adam hele tiden, og det har han taget til sig. Han ville gerne løbe ind til de andre børn, men vi sørgede helt praktisk – og symbolsk – for, at døren forblev lukket. Det er meget underligt at fratage et lille menneske hans identitet – det er jo på et eller andet plan, det vi har gjort ved at hente ham, sætte ham i andre omgivelser og ændre hans navn. Han har jo hele tiden reageret positivt på forandringerne, så vi tænker det ikke som et overgreb, men det ER lidt uhyggeligt at tænke på, hvor hurtigt det er gået for ham.

Vi venter stadig på vores laissez-passer, som er undervejs med UPS kurerpost fra Danmark. Vi forsøger at følge pakken på Internettet via den trackingkode, pakken har fået hjemmefra. Når vi kan se, at den er ved at være her, ombooker vi vores flybilletter. Lige nu kan vi se, at pakken har været fejlsorteret i weekenden og derfor kun var i Tyskland kl. 8 i morges. Det synes vi selvfølgelig er noget L…, for vi vil meget gerne snart hjem. Vi håber at kunne bringe bedre nyheder i morgen.

Ja, så blev det søndag igen. Vores tredje søndag hernede. Også i dag sprang vi kirken over og sov længe. Til gengæld tager vi til stranden senere i dag.
I går var vi som før skrevet på marked, og derefter handlede vi ind til dansk aftensmad. Michael og Jonas gik igen i køkkenet og lavede frikadeller. Familien kom hjem fra fødselsdag i tide til at smage dette helt i gennem danske festmåltid, og de er blevet glade for frikadeller. Efter middagen inviterede vi familien til at se koncert dvd’en med ’Everybodys talking’, og det syntes de var rigtig godt. Vi sad og drak kaffe i deres stue ovenpå, hvor internetforbindelsen også er. Så kunne vi samtidig sidde og opdatere hjemmesiden. Forbindelsen er absolut bedst om aftenen og i weekenden, hvor der ikke er nogen på kontoret ved siden af. De kører nemlig på samme forbindelse. Forbindelsen er trådløs og virker via en antenne på huset, hvilket vil sige, at forbindelsen ikke altid er helt stabil.
Vi tager til stranden i eftermiddag. Stranden ligger ca. en times kørsel fra huset her, og Mark, som er Elviras personlige assistent, kører for os og tager selv med til stranden. Vi har set billeder derfra, og det ser ud til at være den skønneste bountystrand. Vi regner ikke med, at Adam tør bade, men mon ikke vi kan få ham til at soppe lidt og grave et enkelt hul eller to med far og mor – det tror vi 🙂.

Så kom vi hjem fra stranden igen. Vi har haft en rigtig dejlig eftermiddag. Det tog ca. en time at køre derhen, og det var hele turen værd. Vi betalte 120 kr. for at have en strandhytte i tre timer. Der var to værelser (som vi ikke brugte) og en terrasse med et bord, en bar og 6 – 8 liggestole. Så var der et lille stykke med sand foran hytten, og det hele var omkranset af et højt hegn lavet af palmeblade med en låge i. Hvis man gik igennem lågen, kom man ud på selve stranden, hvor der lå en række fiskerbåde – nogle af dem med fiskenet ved siden af. Ca. 50 meter væk lå Atlanterhavet. Der var store bølger, så vi havde fået besked på ikke at bade på grund af den stærke understrøm. Vi tog Adam på armen og gik ned mod havet. Han skreg som en stukket gris, da han så havet :o) Da han kom over på mors arm, gik det lidt bedre. Så sad han dér og kiggede på, at far dyppede tæerne i vandet, men Adam ville ikke tættere på end 20 meter. Da far kom op til os igen, ville Adam bare tilbage til hytten. Da vi kom derop, kom Malte gående, og Adam sagde kækt: ”I have been at the water!” Ja, stor i slaget kan man vel altid være, når det er overstået . Senere gik mor ned for at dyppe tæerne,  men Adam ville under ingen omstændigheder med. Senere fik vi ham dog lokket uden for lågen for at samle muslingeskaller, men i nærheden af vandet kom han aldrig. Imens vi var der, kom der dusinvis af sælgere ind gennem lågen for at sælge ting. Vi købte en halskæde til Adam, der forestiller Afrika, en meget kitchet juledug, en jalaba til Adam (en slags kjole til drenge/mænd) og et par sandaler til mor. Det hele kostede os tilsammen under 100 kr. Til sidst blev vores sandstykke foran hytten næsten forvandlet til et mindre marked. Lige pludselig væltede der sælgere ind med alt muligt mellem himmel og jord. Det er jo deres levebrød, og selvfølgelig skal de sælge, men flere af dem havde lidt svært ved at forstå et vink om, at det ingen interesse havde. Adams far blev til sidst bare en smule irritabel på de emsige sælgere, mens mor gerne ville kigge på de flotte ting .
Imens vi var på stranden, købte Mark suja til os. Det er en nigeriansk specialitet lavet af oksekød i strimler vendt i bl.a. chili. Det var stærkt og rigtigt godt. Man spiser det i en slags brød, der minder om pandekager.
Skøn dag, som vi vil huske rigtigt længe 😎. 

I går aftes udviklede sig lidt til en fest. Elvira havde været ude at rejse i nogle dage, familien havde været på vennebesøg, så i går var første gang i lang tid, vi alle sad omkring aftensmaden. Vi startede i baren med en øl. De små børn fik vand med isterninger i og peanuts. Det var de jo ret vilde med, og Alain lavede fis med dem. Til aftensmad fik vi grøn salat med balsamicodressing, rødløg og oliven (det er vi ved at være pænt trætte af….). Til hovedret fik vi marinerede kyllingevinger og krabbekløer med noget grøntsagstilbehør. Det smagte dejligt. Til dessert fik børnene is, og vi fik en melonlignende frugt med limesaft hen over. Elviras brors børn var på besøg, og på et tidspunkt kom Adorra, hendes kusine og en af hendes fætre og ville optræde med dans (børnene er 6 – 8 år). Det blev starten på den vildeste dansefest. Først sad Adam bare og kiggede, men så skal vi ellers nok love for, at Duracell-drengen ikke var til at standse. Han dansede helt vildt rundt, løb rundt i stuen, kastede sig op i armene på os, kastede sig ned og breakdancede på gulvet. Hans små fødder gik som trommestikker hele tiden, og han var helt væk i dansen. ”Vild med dans” fik en helt ny betydning for os i går  I kan godt glæde jer til at se den lille mand i action til den næste familiefest – det kommer ikke til at gå stille for sig. Til sidst måtte vi tage ham op og sige, at nu skulle vi i seng. Der havde han været oppe fra kl. 5.45 til kl. 22 – og kun sovet 1½ time i løbet af dagen. Han vinkede godnat til de andre, og så gik vi op på værelset. Der dansede han videre – kun iført ble, indtil han fik nattøj på og børstede tænder. Han var også i glimrende humør, da vi læste godnathistorie, og han faldt ret hurtigt i søvn. Far og mor lå bare og kiggede på hinanden med et stort smil om munden – hvad skete der lige her? Nu er vi sgu’ blevet forældre til den dejligste dreng, vi kunne tænke os :o) Han passer perfekt ind i Familien Sindssyg
I dag fik vi sandelig gjort rent på værelset. Vi har ellers selv fejet, men i dag fik værelset den store tur. Her i eftermiddag har vi været på marked og fået suppleret vores gaveindkøb. Elviras chauffør – Tony – var rigtig god til at få pruttet priserne ned for os. Det var en spændende shoppingtur på mange måder. På vejen hjem var trafikken mere end sædvanlig træg, så Tony valgte at tage en omvej. Det skal dertil siges, at vi i dag kørte i en nogenlunde almindelig Toyota – ikke en offroader. Her til formiddag har det regnet og tordnet rigtig meget, så der var store vandhuller i den grusvej, som Tony valgte at tage. Det var nok temmelig heldigt, at vi ikke sad fast eller gik i stå, når vi kigger tilbage på de vandhuller, han kørte ned i. Vi lever af og til et spændende liv hernede
På markedet købte vi også 25 kg ris til børnehjemmet. Det gav vi ca. 170 kr. for. Det kan man nok ikke gøre det for i Danmark. Vi ville jo gerne lægge resten af vores penge på børnehjemmet, så de kan købe vitaminer, medicin og hvad de ellers mangler, men det må vi ikke. Derfor blev vi enige om at købe noget, de helt sikkert kan bruge.

Ja, så ringede vækkeuret igen kl. 5.30. Heldigvis skulle vi dog ikke på arbejde. Vi skulle jo på paskontoret igen. Vi kørte med chaufføren kl. 7.15, og ca. en time efter var vi ved paskontoret. På denne tid af morgenen er det spændende at iagttage trafikken. Der er mange børn på vej til skole med skoleuniform, taske på ryggen og madkassen i hånden. Der er også mange biler og knallerter, naturligvis. Der er altid noget at kigge på.
Vi mødtes med Chinassa ved paskontoret, og vi kom til næsten med det samme. Adam blev igen fotograferet, og mor tjekkede over skulderen på medarbejderen, at oplysningerne i computeren var rigtige. Derefter fik mor tre kopier, som skulle underskrives. På dem stod en pasdato d. 6. november. Det vil sige, at vi først kunne komme og hente vores pas den dag. Det var vi selvfølgelig ikke tilfredse med. Chinassa prøvede derfor på meget diplomatisk vis at få fat i en overordnet og få forklaret ham, at vi skulle hjem på tirsdag, så det var vigtigt, at vi kunne få passene før d. 6. november. Hun sagde, at vi bare skulle tage hjem til huset, så skulle hun nok forsøge at få en anden dato. Vi tog hjem – lidt slukørede, for vi havde forventet at få passene med hjem. Vi skyndte os at maile til AC Børnehjælp vedr. vores laissez-passer og verificeringen af vores papirer. Et par timer efter gik tingene pludselig meget stærkt: Chinassa ringede og sagde, at vores pas var færdige, og at hun havde fået dem med. Hun sagde også, at advokaten, der skulle verificere vores papirer, havde bekræftet over for det danske konsulat, at vores papirer var i orden. AC Børnehjælp mailede kort tid efter, at vores laissez-passer var sendt med kurér i dag. Vi har fået nummeret på pakken med vores laissez-passer, så vi kan følge pakken på Internettet og se, hvor den er. Lige nu mangler vi altså kun at modtage denne magiske pakke fra Danmark, og når vi har den, så er vi dem, der har pakket sydfrugterne…. Realistisk regner vi med, at pakken er her tirsdag eller onsdag. Vi tør dog ikke på nuværende tidspunkt at ombooke vores flybilletter, men vi regner med at flyve herfra onsdag eller torsdag aften. Det vil sige, at vi her hjemme torsdag eller fredag morgen!!!! Det er jo selvfølgelig dagens dejligste nyhed hernede .
Adam har det fint. Efter turen til paskontoret sov han i 1½ time og vågnede op og var frisk. Imens han sov, prøvede Lotte at lære Adorra at hækle, men det gik ikke så godt – det er ret svært, fandt Adorra ud af 🤭. Da Adam vågnede, legede han med Adorra og far, som blæste sæbebobler. Bagefter legede Adam og Adorra spøgelse med Emmas babytæppe. De leger rigtig godt sammen, de to. Mor fotograferede på livet løs imens. Det nye digitalkamera bliver flittigt brugt hernede hver dag. Både til billeder og til små videoklip. Når vi er kommet hjem og er faldet til, har vi tænkt os at holde en video- og billedaften derhjemme.

	Man er vel afrikaner og kan gå med ting på hovedet!

Så blev det igen morgen i Nigeria 🙂 . Adam vågnede og sagde: ”I want water” og ”I want to wee wee (jeg ska’ tisse)”. Ja, sådan er det jo med små størrelser… Det skal ikke være nogen hemmelighed, at både mor og far godt kunne sove bare en ½ time mere. Adam sover lidt uroligt, og da vi alle tre sover i samme seng, bliver man let forstyrret i sin nattesøvn. Efter en tår vand og en tur på toilettet var Adam klar til lidt morgenmusik. Han troede vist bare, det var Tangokat cd’en, men far havde hørt Allan Olsen, inden han sov, så Adam fik lige lidt dansk kultur og ikke mindst hørt Lars Hybels twangy country guitar. Dette stykke kultur blev bifaldet med klap og rytme. ”Hvad! Han klappede”; udbrød mor. ”Skynd dig at sætte De tre tenorer på”. Som sagt så gjort. Efter et lille stykke tid sagde Adam: ”No!” og tog høretelefonerne ud af ørerne. Mor insisterede dog på at give det et forsøg mere – det kunne jo have været en tilfældighed, men det blev samme resultat som første gang. Ud af dette musikeksperiment må vi konkludere, at Adam er mere til guitar end tre tykke mænd, der synger højt og dybt (Adams mor ville nok have formuleret det mere sådan her: Adam er mere til folkelig kultur end til finkultur). Vi ved, at Adam her er fuldstændig enig med farfar hjemme i Danmark 😉.
I dag har vi været på paskontoret. Vi blev hentet her kl. 12.15 og var tilbage igen kl. 16.30 – uden pas…. Chinassa havde først fået børnenes dåbsattester her til formiddag, og hvis man skal følge proceduren, skal man møde op fra morgenstunden og trække et nummer, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få et pas. Chinassa mener, at hvis vi kommer tidligt til paskontoret i morgen, og ellers er ydmyge og fortæller, at vi skal rejse om to dage (det kommer vi ikke til, men det ved de jo ikke), kan vi være heldige at få Adams pas i morgen i stedet for d. 1. november, som egentlig var meningen. Det håber vi meget. Da vi var på vej hen til paskontoret fra bilen, var der flere nigerianere, der sagde: ”What a fine boy!” Vi følte os lidt beklemte ved situationen - selv om der ikke var grund til det, for Chinassa var med – for det var tydeligvis ikke hver dag, der kom hvide mennesker med sorte børn på armen. Der var ingen, der sagde noget til os, men de kiggede.
Stadig mangler vi nye laissez-passer fra Danmark, og Familiestyrelsen i Danmark har også forlangt, at retskendelsen og dåbsattesten skal verificeres på det danske konsulat her i Lagos, da det er de første adoptioner fra Danmark, og man derfor vil være sikre på, at det hele er gået rigtigt for sig. Vi venter tålmodigt, da vi ikke kan gøre hverken fra eller til alligevel. Vi håber naturligvis, at vores familie i Danmark er lige så tålmodige. Vi ved, at det begynder at knibe for Emmanuller, der savner sin mor og papau og glæder sig vildt til at se sin lillebror for første gang. Vi savner også Emma, men heldigvis er der ikke så længe, til vi skal ses, som der har været. Måske kan vi endda nå at shoppe et par ekstra gaver til Emsen, mens vi alligevel venter på at kunne rejse 🙃.
Adam har været i topform i dag. Lige så pjevset han var i går, lige så glad har han været i dag. På vej hjem i bilen fra paskontoret sang han og var i godt humør. Bl.a. sang han ”Happy Birthday”, ”Jens Hansen har en bondegård” (især omkvædet) og ”Der sad to katte på et bord” (især det sidste af omkvædet: ”bom-bom”).

Så er der kun to måneder til jul  Det er lidt svært at tage stilling til, når man er hernede i varmen, men selv hernede kan vi se plasticjuletræer og julepynt i supermarkedet.
”Det blir’ en sløv dag i dag, jeg gider kun at slappe a’”… Sådan startede vi dagen med at synge i sengen. Adam havde moslet rundt, og da mor vågnede, var det med Adams fødder på maven…. Adam var straks frisk og fandt sin flyvemaskine frem.
Elvira har været ude at rejse, men kom hjem tidligt i morges. Hun fortalte, at paskontoret hernede ikke vil flytte vores pasdato, så vi kan først få pas d. 1. eller d. 2. november – skod! Senere på dagen fik vi dog at vide, at vi skal på paskontoret i morgen, så vi tager tingene, som de kommer. 
Adam er forkølet, så han er lidt pjevset. Her til formiddag har han leget med den bil, vi købte til ham på markedet i går (se videoklip). Den er lavet af en slags ståltråd, der er flettet sammen, så det ligner karrosseriet på en folkevogn. Den har også hjul, så den kan køre.
Her til morgen snakkede Alain om, at vi i weekenden kunne tage et sted hen, hvor man kan bade og se store skildpadder, der er over 100 år gamle. Vi er vist også inviteret med til en fødselsdag med nogle af de rige hernede (og dem er der mange af – mest hvide, naturligvis….). Man siger godt nok, at slaveriet er afskaffet, men hernede taler de sorte om at være ”against second slavery”. Vi kan absolut godt følge tankegangen, for de sorte her arbejder stadig for de hvide. Godt nok får de løn for det, men det er jo ikke meget, de får. Her i huset kalder kokken Alain for ”master” og ”sir”, og det samme gælder chaufførerne og sikkerhedsfolkene. Vi går i køkkenet og snakker med kokken og hjælper til med at bære ud af bordet o.s.v., men det gør familien ikke selv. Det er kokken, der laver mad, vasker tøj, stryger tøj og gør rent. Til gengæld er det Alain selv, der køber ind på markedet og i supermarkedet. På markedet er han ofte heldig at finde rigtig god fransk rødvin til 40 kr. flasken, fordi sælgerne ikke ved, hvad de har med at gøre.
Her sidder familiens børn sjældent med ved bordet. Det er kun vores børn, der får lov til det. Børnene laver lektier med deres barnepige og spiser med hende. Den ældste dreng, der er 12 år, går på kostskole og kommer kun hjem til påske, sommer og jul. Han må få besøg på kostskolen tre gange i kvartalet, men Alain og Elvira kommer kun 1 – 2 gange. Det er et børneliv, som vi slet ikke kan forstå i Danmark, hvor vi selv laver lektier med børnene, spiser med dem og putter dem. Sådan er det altså ikke her i huset. Børneopdragelsen er generelt også anderledes i Afrika. Der er et ordsprog hernede der siger, at der skal en hel landsby til at opdrage et barn. Det vil bl.a. sige, at hvis forældrene ikke er i nærheden, og barnet ikke opfører sig ordentligt, forventes det af forældrene at de andre voksne i landsbyen slår barnet. Når forældrene så kommer hjem, får barnet tæsk igen, for hvis det har været så slemt, at naboen har været nødt til at slå det, må far også hellere gøre det. Sådan oplever vi dog ikke, at man gør her i huset, men børnene her er også utroligt velopdragne efter dansk målestok.
I dag har vi ikke rigtig lavet noget. Adam fik en pakke Lego klodser af Malte og Alba, som han legede med. Senere fandt han en legetøjsguitar på Adorras værelse, og det kan nok være, at han ved, hvordan sådan en skal håndteres 😎.

Her til formiddag gik vi en tur ned i haven. Der blæste en dejlig brise ind fra lagunen (Lagos betyder lagune på latin), og Adam spillede bold og gyngede.
Bagefter gik vi hjem og spiste frokost. Det begyndte at regne udenfor. Vejret hernede er ellers rimeligt stabilt med solskin eller let overskyet vejr og 28 – 30 grader. Det har kun regnet hernede ganske få gange og kun i et par timer ad gangen. Da vi havde spist frokost sov mor og Adam lidt, mens far så en nigeriansk musik-dvd på computeren. Så kom Alain og spurgte, om vi ville med på marked. Det var noget af en oplevelse. Der var en række træskure med små butikker, og alle var meget ivrige efter at gøre en handel med de hvide mennesker. Små drenge løb ved siden af og ville bære vores indkøb i håb om at få nogle småpenge, når vi skulle hjem. Folk var meget smilende og venlige. Det forventes, at man prutter om prisen. Først får man prisen at vide, og så byder man halvdelen. Når man afslutter handlen, skal man helst ikke have betalt mere end 70% af det, den handlende startede med at sige. Det var vi ret gode til i dag. Vi vil ikke her sige for meget om, hvad vi købte, for det kan jo tænkes, at noget af det var gaver til familien :o) En af de mere kedelige ting vi så på markedet, var det rige udvalg af elfenben. Man kunne – uden at have pruttet om prisen vel at mærke – købe to hele stødtænder på ca. 1 meter hver for I ALT 200 kr. (!) TO HUNDREDE KRONER. Det er jo sindssygt! Og de var naturligvis ægte nok. Der var tonsvis af elfenben til ingen penge – tragisk….
Det seneste vi har hørt om vores papirer er, at Chinassa har været i ministeriet i dag, og retskendelsen fra i går skal nu verificeres hernede. Vi mangler stadig pas til Adam, og vi skal have nyt laissez-passer (i stedet for et visum) fra Danmark. Det bliver måske sendt hertil i slutningen af ugen. Tidshorisonten for hjemrejsen hedder formentlig onsdag – torsdag – fredag i næste uge. Nærmere kan vi ikke komme det endnu, men vi lover selvfølgelig, at vi rejser herfra, når det overhovedet er muligt. Imens får vi dagene til at gå med de sidste ting, vi skal nå: I weekenden tager vi formentlig forbi børnehjemmet for at sige farvel. Det har vi egentlig ikke lyst til igen, men det forventes af os, så det gør vi. Vi får i løbet af ugen politirapporten, som blev lavet da Adam blev fundet. Hvis der står et vejnavn, skal vi forbi og se stedet og evt. tage nogle billeder.
Det var alt herfra for i dag. Dagene går jo, og vi glæder os utroligt meget til at være hjemme igen. Samtidig gælder det også for os om at samle så mange indtryk sammen som muligt, så vi kan fortælle Adam om hans fødeland, men det er svært, når vi bruger det meste af tiden i huset. Der er ikke så meget at se i Lagos, og det er ikke sikkert nok at rejse rundt i landet.

Så har vi været i retten, så Adam er nu officielt vores søn. Og ikke nok med det – vi blev det første danske par til at adoptere fra Nigeria! Det sidste er dog mindre væsentligt, end det første :o)
Mobiltelefonen vækkede os kl. 05.00, og vi gjorde os klar. Lige så snart vi havde vækket Adam, kravlede han ud ad sengen og var klar til at spise (naturligvis…). Han fik tøj på, og vi spiste morgenmad. Adam var forbløffende frisk, når man tager i betragtning, at han først sov kl. 22 i går aftes efter at have moslet rundt i sengen et par timer uden at falde i søvn. Da vi havde spist morgenmad, skulle han heldigvis pu-pu, så det klarede vi, inden vi skulle af sted. Chaufføren kom og hentede os kl. 7. Vi ankom til retsbygningen kl. 8.15. Vi vil her forsøge at beskrive for jer, hvordan der så ud: Hvis man finder en brugtvognsforhandler og kloner hans omgivelser med en losseplads og Gellerupparken, så er vi lige ved at være der. Ikke noget med fancy retsbygning her. Vi nåede heldigvis lige at få taget et par billeder, inden vi fik at vide af chaufføren, at det måtte vi ikke (se under Billeder fra Nigeria). Vi ventede i ca. to timer på, at retten skulle åbne, at sagsbehandleren fra vores adoptionsorganisation skulle komme, at en af socialarbejderne skulle komme, og at dommeren fik overstået de andre sager først. Normalt havde de ikke adoptioner fredag og mandag, men da vores sag var udsat fra torsdag fra en anden retskreds, tog dommeren sagerne alligevel. Vi ventede udenfor i bilen og gik lidt rundt. Malte og Adam så lidt Traktor-Tom på den medbragte dvd på bagsædet af bilen. Endelig kom vi indenfor i et venterum, hvor advokaten bad os slukke vores mobiltelefoner. Det var også tydeligt, at det ikke var velset, at børnene var højrøstede, så vi måtte tysse lidt på Adam. Vi fandt en Totte bog frem, men da han blev ved med at pege på Tottes tissemand, måtte vi fiske en anden bog op af tasken…. :o) Efter ca. 10 minutter i venterummet, blev vi vist ind til dommeren, som var en kvinde midt i trediverne. Dommeren sad ned og skrev på en linieret blok, hvad socialarbejderen sagde. Hun præsenterede alle vores papirer for dommeren. Så kiggede dommeren op og sagde: ”Your birthday is 12. of October?” Lotte sagde ja, og dommeren sagde, at det også var hendes fødselsdag. Så kiggede hun videre i papirerne, og på et tidspunkt skulle vi bekræfte Adams navn. Det gjorde vi. Derefter skulle vi rejse os op, og så læste hun retskendelsen op. Så var vi Adams forældre. Et stort øjeblik. Alt imens sad Adam skiftevis hos mor og far og på gulvet og legede lige så stille med sin bil. Situationsfornemmelse har sønnike søreme også :o) Da dommeren havde læst retskendelsen, sagde hun tillykke til os, og vi gav hende hånden og den gave, vi havde med. Hun sagde ”It’s really not necessary”, men vi sagde, at vi gerne ville give hende en gave. Vi spurgte, om vi kunne få lov til at tage et foto med hende, og det fik vi lov til. Hun ville gerne fotograferes med sin ”birthday-sister”, for hun havde aldrig mødt nogen, der havde fødselsdag samme dag som hende. Det hele tog ca. 45 minutter, og da Ester, Michael, Malte og Alba havde været samme tur igennem, fejrede vi det med at åbne madkurven under træet (husk nu, hvordan omgivelserne så ud – det kan nemt komme til at lyde FOR idyllisk…). Vi spiste ½ hotdog hver og skålede i juice, før vi igen satte os ind i den grønne Merzedes (uden airkondition og med lukkede vinduer i 32 graders varme) – 5 voksne og 3 børn – og kørte hjem igennem Lagos tæt trafikerede gader. Nu som forældre for Adam resten af livet.

Ud over de sædvanlige rutiner har vi i dag været nede i haven. Vi gik også en tur rundt i kvarteret, der er præget af store modsætninger. Store villaer – og her snakker vi Strandvejsstørrelse – med swimmingpool, sikkerhedsfolk og privatchauffører ved siden af små træskure, hvor fattige rister en ged over en affaldsbunke med plastic og skrald. De rige har rigeligt råd til både sikkerhedsfolk, privatchauffør, kok og barnepige, for mindstelønnen for en arbejder er mellem 2400 og 4000 kr. om måneden. Man arbejder omkring 16 timer om dagen. Her i huset er der 3 biler, men det kan man også sagtens have, for 14 liter benzin hernede koster 40 kr. (!). Ved skraldespandene som står uden for husene ude på gaden løber der store firben rundt. De kravler også rundt i træerne. Der er også geder, og en af dem har fået et kid i nat. Da vi gik tur i formiddags, stavrede det rundt efter sin mor. Alain fortalte, at han i går skulle aflevere sin søsters børn, der hvor de bor. Da han kørte ind ad indkørslen, så han en to meter lang leguan, der kiggede nysgerrigt ind i deres papegøjebur. Det var en vild leguan, som boede i sumpområdet ved huset. Dem har vi dog ikke set nogen af. Det vildeste vi har set, var en velnæret rotte, der løb på en mur i det fattige kvarter, som vi kørte forbi. Det kunne jo lige så godt være sket i Danmark. Vi har også set hunde til salg i små bure ud til en af hovedvejene, men det rører ikke en så meget, som at se en mor, der ammer sit barn i midterrabatten ved siden af en kurv med peanuts, som hun prøver at sælge ved at løbe mellem bilerne, når de holder i kø.

I morgen skal vi i retten. Vi glæder os til at få det overstået, for vi har fået at vide fra Danmark, at de laissez-passer, som vi fik med hjemmefra i stedet for visum, ikke kan bruges alligevel for der står ikke børnenes fulde navne. Der kan først bestilles nye, når retssagen hernede er overstået. Vi har telefon med, så lige så snart vi går ud fra dommeren, ringer vi til AC Børnehjælp i Danmark, så de kan bestille de nye hos vores statsforvaltning. De sender dem så herned med UPS (international ekspres pakkepost). Når retssagen er overstået, skal retspapirerne legaliseres hos det danske konsulat, og der skal udstedes pas til Adam. Vi har betalt for passet, og der har været en fotograf for at tage pasbillede af Adam. Vi håber, det hele går som det skal i den kommende uge, for så er der håb om, at vi kan tage hjem i begyndelsen af næste uge.

Og her er så dagens indslag fra de afrikanske savanner: I dag har Adam igen været i bad, og det gik igen fint…. (hvad skal vi snart finde på at skrive?!) Her til formiddag så Adam lidt fransk tegnefilm i fjernsynet, men han mistede hurtigt interessen. Han ville hellere lege med Adorra og spise popcorn. Efter frokost, hvor vi fik peberbøf, som Adam skovlede ind (og det var STÆRKT, kan vi hilse at sige…), sov Adam i to timer. Til sidst vækkede vi ham. Bagefter sad han hos far og gabte lidt. Så tog hele huset på tur. Adam var ikke helt tryg ved situationen og sagde til mor i bilen: ”I want to be with mommy and daddy.” Mor sagde til ham, at vi alle sammen skulle ud at købe kiks i dag, og at vi skulle være sammen og køre hjem igen – på engelsk, naturligvis. Vi tænker, at han var bange for, at vi skulle tilbage til børnehjemmet, det lille pus. Først tog vi til en butik med afrikanske ting. Der var så meget smukt håndværk, at vi kunne have slæbt hjem, hvis vi havde haft råd og plads i kufferterne. Vi købte nogle småting, men vi kommer tilbage dertil, og så tager vi flere penge med. Der var faktisk rigtig mange ting i elfenben – også hele stødtænder. Utrolig, at man stadig kan sælge det – og at der er nogen, der køber det. Man kunne også få smukke små lamper, der var skåret ud af strudseæg. Da vi satte os ind i bilen igen, slappede Adam af. Nu vidste han godt, at vi bare var på tur. Derefter kørte vi til Shoprite. Mens far købte vaffelis til Adam, gik mor og Adam hen til nogle små biler. Adam fik lov at sidde i en af dem, men da en dame tændte for den, så den vippede fra side til side, blev han stiv af skræk, så mor skyndte sig at tage Adam op. Damen ville have penge alligevel, og det fik hun – 8 kr. for en tur. Så fik Adam sin første vaffelis. Det var dog en stor katastrofe, da mor tog en bid, fordi den var ved at smelte. Så blev den lille mand sur og stak i et hyl. Derefter gik vi ind i supermarkedet og købte kiks. Der var ret mange farlige ting ude i den store verden, kan I nok forstå, så Adam var glad, da vi kørte op ad indkørslen igen og gik ind i huset og legede med klodserne. Det er lidt en balancegang at beskytte Adam mod alt for mange indtryk, og så samtidig skulle opleve så meget på kort tid, at vi kan fortælle ham om hans fødeland, for vi regner ikke med at komme tilbage lige med det samme. Og det er jo lidt svært, hvis man sidder på et værelse og leger med klodser hele tiden…
Inden aftensmaden trommede far på klodserne, og Adam trommede lidt med, inden han rejste sig op og dansede. Han har en helt utrolig udviklet pulsfornemmelse – det er virkelig imponerende.
Til sidst kan vi fortælle, at mor talte med Emma i telefonen i går aftes, og Emma har nu fået det blå bælte i taekwondo. Det er bare så godt gået! Vi håber snart at få et billede, som vi kan lægge ind her på hjemmesiden.

Ja, vi kom jo altså ikke i retten i dag, for i går blev det udsat til på mandag. Til gengæld har mor været en tur i Shoprite med Alain, Tommy, Antoine, Michael, Ester, Alba og Malte. Imens blev far hjemme og legede med Adam. Mor købte Mars-barer, og det gjorde lykke hos den lille mand. Han kiggede på den og sagde: ”Sweets!” Hver gang han tog en bid, smilede han over hele femøren som om, det var juleaften. Han fik tre bidder og var kisteglad. Mor købte også to cd’er med nigeriansk musik.
Her til morgen var Adam i bad med mor, og det gik igen bedre. Han plaskede med benene i vandet og tog selv svampen og vaskede sig. Han endte med at sidde på bunden i badekarret og ikke på mors ben. Der sker store fremskridt hver dag. Far og Adam finder på mange skøre lege. Det er sjovt at ride på fars ryg, og hvis far gider at løfte en op 100 gange i træk, er det rigtigt sjovt. Mor tager mange billeder hernede, så hver gang han hører lyden af kameraet, løber han hen til mor og siger: ”I want to see me!” Han ved godt, at han kan se billederne i kameraet med det samme. Når far så sidder og hviler sig, og Adam ser billederne af sig selv på fars ryg i kameraet, vil han ride igen. Det bliver far lidt træt af i længden :o)
Da vi hentede Adam på børnehjemmet, havde han en stor byld i panden. Vi har smurt den med brintoveriltegelé, og det har hjulpet så meget, at den næsten er væk. Det har dog den bivirkning, at hans krusede hår bliver rødt, der hvor vi har smurt ham :o)
Far er lidt træt, for han har aldrig prøvet at sove med små børn i sengen, og når Adam vender og drejer sig, vågner far hver gang. Heldigvis sover Adam til middag hver dag – ca. 2 timer- så far (og mor) kan få en lille lur. Ellers læser vi eller hører musik, når Adam sover.
Her til aften var Jonas og Michael i køkkenet med Alain og kokken igen. De fik nogle fif til marinade til ribs. Til aftensmad spise vi pil-selv rejer til forret. Mor kunne lige nå at pille dem i det tempo, Adam og far spiste dem.
I dag skal Emma gradueres til taekwondo. Mor ville ønske, hun kunne være der og se det, for Emma skal for første gang lave en bræk-test. D.v.s. at hun skal sparke et stykke træ over. Forhåbentlig går det, som det skal. Emma har lovet at sms’e, når hun er færdig. Så har hun fået blåt bælte. Måske Mikkel-far kan sende et billede, som vi kan sætte ind her på hjemmesiden.

I går var Jonas i køkkenet med Michael (den ene halvdel af familien Schmidt, der er hernede for at hente Alba, der kommer fra samme børnehjem som Adam). De lavede de skønneste frikadeller, mens kokken Essaia ivrigt noterede ned for at kunne lave frikadeller, når de næste fra Danmark kommer. Frikadellerne blev spist med stort velbehag af alle.
I dag var vi oppe ved 7-tiden, for Chinassa skulle komme kl. 8 og hente penge for pas og snakke om nogle at vores papirer med os. På mandag skal vi i retten. Det er et andet system end i Danmark. Her kommer man til efter tur, så det gælder om at være der tidligt. Chinassa tager derhen først og trækker et nummer til os. Vi bliver hentet af chaufføren kl. 6.45, så vi skal tidligt op og spise og gøre os klar. Vi har fået at vide af nogle hollændere, der har været hernede for at adoptere børn, at vi skal have alt med til en hel dag – toiletpapir, mad, legetøj til børnene o.s.v., for det går ikke så hurtigt. Det bliver helt sikkert en oplevelse ud over de sædvanlige – men sådan er stort set hver dag hernede.
I dag var Adam med far i bad. Det gik så fint. Adam plaskede endda med fødderne i vandet, så der er fremskridt hver dag. Vi har fået tilbud om at bruge en swimmingpool lidt længere nede ad vejen, men det springer vi over – det er vist for stor en mundfuld for den lille mand endnu.
Adam spiser som et tærskeværk. Han har fået malariapiller, vitaminpiller, c-vitaminer og paraghurtpiller i tre dage, og det går så fint. Vi knuser malariapillen og vitaminpillen i lidt mælk med cacaopulver – så glider det nemt ned. C-vitaminen og paraghurtpillen spiser han bare. Vi har desværre ikke haft mulighed for at veje ham hernede, men vi er sikre på, at han tager på hver dag.
Adam elsker at høre musik. Han har usædvanlig meget rytme i kroppen (siger hans musiklærerforældre – og vi har forstand på den slags :o)
I dag har Jonas og Ester været med chaufføren på Eko hotel for at veksle penge. Imens legede mor og Adam. Han er en krudtugle. Han kigger på én og siger: ”I will beat you!” og så griner han. Han taler meget engelsk, og vi prøver nu at svare ham på dansk. Han har lært nogle få danske ord, og han reagerer, når vi kalder ham Adam. Vi er SÅ taknemmelige over, at vi er blevet forældre til lige netop ham.

I dag har været en nogenlunde stille dag, for vi har heldigvis ikke skullet noget. Når man skal noget hernede, inkluderer det som regel mindst 2 – 3 timer i trafikken. Kørselskulturen trodser enhver beskrivelse. Morgenkøen på Køgebugtmotorvejen er intet i forhold til det, vi ser her hver dag. I en by med 11 – 13 millioner mennesker og veje med huller så store som møllehjul tager alting sin tid. Der er ingen lysregulering, det er ok at overhale indenom, der er gadesælgere overalt – også imellem bilerne på gaden. De sælger alt fra telefonkort til håndklæder, peanuts, billeder af præsidenten og mange andre ting. Vi har endda set en mand, der gik rundt fra bil til bil for at sælge en globus. Ja, hvem ved – man kunne da på et tidspunkt få brug for at se, om Danmark ligger der endnu…
Jonas og Michael tog en tur med chaufføren for at købe lidt ind. I aften laver de frikadeller. Da far gik, begyndte Adam at græde, men mor sagde, at far var ude at købe kiks til Adam, og så gik det bedre. Vi tog farverne og tegneblokken frem, og Adam tegnede sin første tegning. Bagefter hørte Adam musik – Tangokat. Den cd kan han godt lide. Da far kom hjem, løb Adam hen til ham og råbte: ”Daddy!” Heldigvis havde far købt kiks :o)
Efter frokosten tog vi en middagslur. Adam sagde selv: ”I want to lie down”, og så lagde han sig til at sove.
Efter middagsluren spiste vi scones, som Jonas og Michael havde købt. Dejligt! Så gik vi ned i haven og gyngede med alle børnene i banan- og kokosnøddepalmernes skygge. Der blev vi i 1½ time. Adam er vild med at gynge. Adorra, Tommy og Antoine, som bor her i huset, gik også med - de er 6, 8 og 12 år. Da Adam så Tommy sidde i klapvognen, ville han også sidde der, så der er fremskridt.
I dag fik vi varmt vand i hanen på vores badeværelse. Der havde været sprunget en sikring. Vi ville derfor give Adam et karbad. Det var han ikke ret glad for, så mor skyndte sig at smide tøjet og hoppede i badekarret også. Så gik det fint.
Adam er ved at forstå, at alt legetøjet og tøjet er hans. Han elsker sine sandaler med lys i. I dag fik han også strømper på, for han er blevet lidt forkølet. Her er faktisk ret køligt indenfor, fordi airconditionen kører hele tiden. Efter vi havde været på legepladsen, var det skønt at komme inden for i kulden.

Det gik så nemt med at putte Adam første aften. Vi gav ham pyjamas på og børstede tænder. Så læste far en godnatbog, og bagefter sang vi godnatsang for ham. Han sov uden problemer. Han sov imellem os i nat uden at vågne en eneste gang. Kl. 7 vågnede han og var frisk med det samme. Så skulle der leges. Han fik et hurtigt brusebad, inden vi skulle spise morgenmad. Der er ansat en kok i huset, som også gør rent og vasker tøj. Han hedder Esaia og laver en masse fis med Adam, som kalder ham ”uncle”. Til morgenmad fik Adam havregrød og toast. Vi forsøgte at give ham malariapillen i en skefuld syltetøj, men han spiste syltetøjet og viste stolt, at han havde fundet pillen….. Vi knuste den og lagde den i havregrøden.

Efter morgenmaden legede vi mere. Så gik vi en tur hen til en have, som vi har fået lov til at bruge. Vi kan bevæge os sikkert rundt i kvarteret til fods. Folk hilser på os, og nogle siger endda ”God bless you”, når de ser, vi går med Adam på armen. Haven vender ud mod lagunen, så der er en dejlig frisk brise. Vi tog paraplyklapvognen med derned, men han ville ikke sidde i den. Hans mus fik lov at sidde der, og han spændte den fast og kørte rundt med den. Mon ikke, han selv sidder der snart :o)

Vi har givet ham nogle klodser, han kan stable. De er lavet af kraftigt pap og er åbne i den ene side. På et tidspunkt lagde han sig ned og råbte ind i den største klods. Det var virkelig sjovt. Så begyndte han at synge ”happy birthday”. Vi fik noget af det på video. What a Kodak moment :o)
Senere kom der en fotograf, der skulle fotografere børnene til pasfoto. Vi skulle også have pænt tøj på, for der skulle tages et billede, som åbenbart skal bruges i retten. Vi skal i retten på torsdag, hvis alt går efter planen.
Som tingene ser ud lige nu, og hvis alt går efter planen (og det gør det ikke altid i Afrika), kan vi rejse hjem d. 29., men det er endnu ikke sikkert. Vi har fået at vide, at vi ikke skal lave vores flybilletter om endnu.

Til jer, der har skrevet hilsner i vores gæstebog: Det er så skønt at læse jeres hilsner. Det betyder rigtig meget for os at se, hvor meget I tænker på os og glæder jer til at se os. Vi glæder os også vildt til at se jer igen.

Så blev det endelig den store dag, hvor vi kunne hente Adam på børnehjemmet. Vi tog fra huset kl. 9 og var på børnehjemmet kl. 10. Han kom selv gående ind på kontoret, uden der var blevet kaldt på ham. Mrs. Adedoyin udskrev nogle papirer, som vi skrev under på. Personalet fandt hans skjorte og sandaler frem fra i onsdags, og vi gav dem et par shorts og et par underbukser, som han også skulle have på. Så gik de med ham og gav ham tøj på. Han kom meget stolt tilbage – trampende, for de sandaler vi har købt til ham, blinker rødt når han går med dem :o)
Derefter gik han med far rundt og sagde farvel til alle de voksne, som i dagens anledning var fint klædt på. Da de opdagede, at de kunne se billedet med det samme i vores digitalkamera, ville de alle sammen fotograferes med Adam. Vi gik også ind til de andre børn. Der blev han dog lidt utryg, for han troede, at vi ligesom de andre dage ville sige farvel til ham. Lige så snart vi gik ud i gården med ham igen, var han glad. Så kom alle de voksne ud med et barn hver på armen, og vi skulle fotograferes med dem. De var alle glade for, at han skulle med os. De sagde også til os, at de ville komme til at savne ham. Til sidst sagde mrs. Adedoyin farvel til ham, og til os sagde hun: ”God bless you.” Vi krammede og gik ud til bilen. Det var tydeligt, at det var svært for hende at tage afsked med børnene.
Vi sad 4 voksne og 3 børn foruden chaufføren i en meget lille Peugeot. Vi skulle forbi ministeriet og skrive under på nogle papirer. De havde meget travlt på ministeriet, så vi fik bare papirerne ud i bilen. Så kunne vi skrive dem under der.
Derefter gik turen endelig hjem til, hvor vi bor. Klokken var nu blevet 13. Vi gik op på vores værelse. Adam var ikke så tryg ved situationen. Da Jonas gik ned for at finde ud af, om frokosten var klar, begyndte han at græde. På armen af mor holdt han dog hurtigt op, og mor sagde: ”Daddy will be back.”
Adam bruger kun ble om natten. Han siger selv til, når han skal ”wee wee” og ”pupu”.
Han spiste to portioner semuljegryn med kødsovs og pølse til frokost, og han spiser selv.
Da vi havde spist, gik vi igen ovenpå og legede på værelset. Vi hørte musik og dansede. Vi fik også alle tre en middagslur. Far og Adam sov længst.

I dag har vi været i katolsk kirke. Vi fulgtes med vores værtsfamilie. Der kan de danske kirker altså godt være misundelige på besøgstallet. Trafikken på parkeringspladsen rundt om kirken blev reguleret af politiet – så mange biler var der. Gudstjenesten var nogenlunde ligesom en dansk gudstjeneste. En af de store forskelle var dog, at der blev sprøjtet med vand, når man blev velsignet. Musikken var også noget anderledes. En mand sad ved en slags keyboard, der lød som et orgel, og der var et kor på ca. 10 personer. Der var også congas og afrikanske slagtøjsinstrumenter. Nye i menigheden blev budt særligt velkommen. Vi skulle gå ned til knæfaldet (vi sad på øverste etage), og der blev vi velsignet (våde…), og præsten gav os hånden og sagde velkommen. Der var andre end os, der var i kirken for første gang. Under gudstjenesten skulle man også vende sig om og give hånd til dem, der sad bagved. Der var en del børn, der grinede og gerne ville trykke en hvid hånd for første gang :o)
Efter vi havde spist frokost, kørte chaufføren os til børnehjemmet. Adam blev glad for at se os. Først snakkede vi med Mrs. Laja Adedoyin, som er lederen af børnehjemmet. Hun fortalte os mere om Adams historie. Hun siger, at hun kommer til Danmark til næste år for at besøge børnene. Hun er virkelig et karismatisk menneske med et hjerte af guld. Hun gør et kæmpe arbejde, og det er tydeligt at mærke på børnene, at de har de godt.
Hun fortalte, at Adam her til morgen havde sagt: ”My daddy gone.” Først havde hun ikke kunnet forstå, hvad han mente, men han blev ved med at sige det. Til sidst forstod hun, at det var Jonas, han mente. Hun forklarede ham, at far ikke var væk – han ville komme tilbage. Hun var meget positivt overrasket over, at han talte om os. Mens vi var der, gav vi gaver til børnehjemmet. Hun sagde: ”You really have a heart of gold. The children will be good with you.” Normalt får adoptivforældre ikke gaver af børnehjemmet, men vi fik et traditionel afrikansk dragt til Adam, som er beregnet til at bruge til jul. Med den størrelse dragten havde, bliver det vist først om et par år…
I dag græd Adam ikke, da vi gik. Vi sagde: ”Give me five!” og det gjorde han. Vi vinkede og sagde: ”See you tomorrow” og så gik vi. Vi glæder os vildt til i morgen :o)

Ja, så burde her jo stå, at vi havde fået Adam med os, men det har vi desværre ikke… Lederen af børnehjemmet har været ude at rejse siden i torsdags, og hun er desværre ikke kommet hjem i dag som planlagt. Derfor måtte vi ikke tage Adam med os. På børnehjemmet har de talt i telefon med hende, og hun skulle komme hjem i aften. Måske er hun på børnehjemmet i morgen, men vi kan ikke være helt sikre på at få Adam med hjem før på mandag. Hvis vi ikke kan få ham med hjem i morgen, må vi gerne besøge ham alligevel, og det gør vi selvfølgelig.
Det var jo en kæmpe skuffelse, at det ikke blev i dag, men Adam var i godt humør. Vi kiggede i fotoalbummet, og da han så et billede af Emma, lagde han sin kiks ind i albummet og sagde: ”Emma eat biscuit”. Han var også rigtig god til at spille fodbold. Da vi skulle gå, sagde vi ”Give me five”, og det gjorde han til os begge to. Vi kyssede ham og sagde, at vi kommer igen i morgen. Han græd igen, da vi skulle gå, men det vælger vi at se som noget positivt.

I dag er det moars fødselsdag, hurra, hurra, hurrahhhhh. Det fejrede vi naturligvis med at tage på besøg hos Adam. Vi havde lavet en aftale med Elvira om, at chaufføren skulle hente os kl. 8.15, så vækkeuret ringede kl. 6. Nu er det jo Afrika, og her tager man sig rigtig god tid, så chaufføren var tre timer forsinket….. Vi har dog indstillet os på, at det er sådan, så det var ok.

Adam var glad for at se os, da vi kom. I dag havde vi taget en bold med til ham. Det var han glad for. Han vil meget gerne vise de ting, vi har med til de andre børn, men det må han ikke (siger de på børnehjemmet). Han prøver ofte at ”smugle” tingene forbi os og ind på stuen til de andre børn, men han bliver opdaget hver gang :o) I dag viste han stor interesse for det album, vi har taget med til ham. Der er billeder af Emma, hans seng derhjemme, hans farmor, farfar, faster, oldefar og oldemor, hans guitar derhjemme og vores have. Han pegede på alle billederne, og vi sagde, hvad tingene hed (på dansk). Da han kom til guitaren, sagde far ”guitar”, og Adam sagde ”didar”. Tror I lige, at faderen var stolt :o) ”Han sagde guitar!!!!”, sagde Jonas igen og igen. Der var ikke et øje tørt :o)

Desværre skulle vi jo igen gå fra ham, men heldigvis var det sidste gang i dag. Vi sagde: ”Now mommy and daddy have to go, but we will come back tomorrow, and then you go with us. We have to go now.” Så sagde Adam: “I will cry.” Og så gjorde han det. Heldigvis ved vi, at han nu har to dages erfaring for, at vi kommer tilbage i morgen. Det er rart at vide.

Vi glæder os helt vildt til i morgen. Så skal vi være forældre på fuld tid. Ikke noget med at få ham passet i de næste mange, mange måneder. Det bliver skønt. Vi glæder os til at putte ham og vågne op med ham. Det bliver også spændende at se, om der kommer en reaktion fra ham, når vi har taget ham med.
Det var vist alt rigeligt for i dag. Vi håber, at alt går som det skal i Danmark. I skal i hvert fald ikke bekymre jer for os :o)

I dag har vi besøgt Adam på børnehjemmet igen. Først var han lidt reserveret, men det var tydeligt, at han genkendte os fra i går. Vi havde nogle dyr med, han kunne lege med og den lille mariehøne, som han legede med i går (han kalder den for ’baby’ og giver den rosiner :o). Vi havde også bogen med Kaj med igen. Mor fandt også et lille lommespejl i tasken, som Adam syntes var rigtig spændende.

Adam var lidt urolig og gik hele tiden på toilettet (”I want to wee wee”) og nød at komme tilbage og se, at vi stadig var der. Han begyndte at sige ”I want to go”. Det betød (sagde personalet), at han ville med os hjem. Han blev ked af det, da vi skulle gå, men vi sagde til ham, at vi kommer igen i morgen. Heldigvis er det i overmorgen, vi må tage ham med. Det glæder vi os rigtig meget til.

I morgen tager vi en bold med til ham. I dag fandt han på en leg, hvor han kastede sin rosinpakke op i luften. Vi tænker, det fungerer bedre med en bold… Vi har også haft et billedalbum med, og vi har vist ham billeder af Emma og fortalt ham, at det er hans søster. Så smilede han. I dag har far løftet ham højt op i luften. Han grinede og sagde ”higher!” Han er i det hele taget meget nem at lege med. Han holder på sine ting, og det kan være meget svært, når man skal holde en pakke rosiner, to plasticdyr og en bog på én gang. Han er naturligvis vandt til, at der kommer nogen og tager tingene fra ham.